Windy Afternoon

Den kølige vind føltes dejlig mod hendes hud, som Jennifer trådte ud på gaden og lukkede døren bag hende og Catriona. Dagens undervisning havde sneglet sig afsted som altid, og hun trængte til at komme lidt væk. "Det bliver rart med lidt tid bare os to tøser, ikke Cat?" Hun smilte og pjuskede lidt i den yngre søsters hår, som grinende nikkede. Årsagen bag at Jennifer havde taget sin lillesøster med ud på gåtur, var i virkeligheden fordi hun ikke turde efterlade hende på børnehjemmet når hun selv ville ud. Hun havde set hvad der skete med nogle af de andre piger på børnehjemmet der ikke var meget ældre end Catriona, så hun turde ikke slippe hende af syne alt for længe ad gangen. Derfor blev det ofte kun til små korte ture, men idag havde hun brug for en lidt længere tur.

Jennifer gik i sine egne tanker, og opdagede derfor ikke med det samme at Catriona var gået lidt i forvejen, og forsvundet rundt om et hjørne. Hendes hjerte begyndte straks at banke hurtigere, hun måtte ikke blive væk. Tænk hvis nogen gjorde hende fortræd herude? Jennifer havde kun bekymret sig om hvorvidt hendes søskende ville komme i problemer inde på børnehjemmet, hun havde ikke tænkt på de farer der selvfølgelig også lurede ude i gaderne. Som hun drejede om hjørnet åndede hun dog lettet op, da hun fik øje på søsteren. Catriona havde nikket og var gået hen mod drengen, men Jennifer var hurtigt henne og gribe fat i hendes arm. "Cat, du bliver her!" Den yngre pige kiggede forvirret op på sin ældre søster. "Men Jen, han tilbød jeg kunne tjene en skilling!" Jennifer rystede på hovedet og kiggede vredt på drengen, mens Catriona så endnu mere forvirret fra sin søster til drengen, og tilbage.

Hans sætning, om end sagt med en noget mere venlig tone end den slags normalt blev leveret med, fik blot blikket fra Jennifer til at blive mere vredt. ”Hvor meget vi får lov at tage ud kommer ikke andre ved.” Et svagt fnys understregede hendes attitude om at han skulle passe sig selv og blande sig udenom. Hun var godt træt af alle de kommentarer og drillerier der ofte kom fra byens borgere mod hende og de andre børnehjemsbørn, hvilket var en af grundene til at hun oftest søgte ud enten når vejret var kedeligt eller på tider af døgnet hvor der som regel var tomt i gaderne. Denne dag havde hun dog været nødt til at tage chancen, for at få Catriona lidt væk fra børnehjemmet også. Blikket blev holdt fast på drengen som han talte igen, og hun sukkede og rullede øjne af ham. ”Vi klarer os fint selv, ellers tak.” Den yngre søster var dog fristet af sedlen, og rakte ud for at tage fat i den. Jennifer greb lynhurtigt fat i hendes håndled og sendte hende et bestemt blik. ”Cat, nej. Vi tager ikke imod noget fra fremmede uanset hvad det er, vel?” lillesøsteren rystede på hovedet og slog blikket ned. ”Undskyld Jen…”

Det pludselige skift i hans tone og fremtoning forvirrede Jennifer. Hun kunne have svoret på at hun havde opfanget en afsky mod dem, og hun havde været stensikker på at han havde været ude på at snyde Cat. Men nu bød han dem på varm kakao? Hvad var det her for noget? Jennifer så mistroisk på ham et øjeblik, mens hun prøvede at regne situationen ud. De kunne vel godt tage imod en kop varm kakao, så længe hun bare sørgede for stadig at være på vagt. Og måske var drengen her bare ensom? Han så umiddelbart ikke ud til at mangle noget, men måske han ikke havde så mange venner? En søn af en minister, det kunne jo godt være andre fandt det kedeligt.
Efter nogle sekunders overvejelse nikkede hun derfor, så på Catriona og frembragte et smil. ”Joh, lad os bare det.” Søsteren nikkede ivrigt. ”Jaah!” Jennifer lo en smule af hende, og rakte hånden frem til drengen. ”Jeg er Jennifer, og det her er min søster Catriona.”

Den venlige attitude ændrede ikke på, at Jennifer holdt sig på vagt. Folk kunne virke venlige af mange grunde havde hun lært af sin tid på børnehjemmet, og når venligheden var rettet mod børnehjemsbørn var det oftest for at for at forsøge at få deres tillid så man kunne misbruge den senere. Drengen her virkede ikke umiddelbart så udspekuleret, men man kunne aldrig vide sig sikker. Med en let bevægelse skubbede hun Catriona foran sig ind ad døren til caféen, og fandt et bord til dem. Hun trak en stol ud til søsteren, inden hun selv satte sig og ventede på ham.

Hans spørgsmål overraskede hende. Det var ikke noget folk normalt interesserede sig for. Let tøvende gav hun sig til at svare. ”Vores alder taget i betragtning er der nok ikke mange der vil adoptere os. Jeg er trods alt 16, og Cat her er 11.” Ingen grund til at nævne den yngste i flokken, eller Jennifers planer for deres exit fra børnehjemmet. Jo færre ting han vidste om dem, jo bedre. Jo mindre var der han kunne bruge mod dem senere. Catriona kiggede sigende på Jennifer, som blot rystede på hovedet som svar. Hun regnede med at den yngre søster forstod, at hun skulle lade Jennifer føre samtalen og vælge, hvor meget der skulle siges. 

Jennifer kneb øjnene let sammen og så på ham med et undrende blik. Den mulighed havde hun aldrig tænkt over, men han havde vel ret. Det var en billigere måde at få en ung pige i lære, eller sågar en billig form for au pair hvis det var det, man havde behov for. De fleste børnehjemsbørn ville vel med glæde gå til hånde med alverdens huslige opgaver som rengøring og børnepasning, mod at have et bedre hjem end børnehjemmet. Det var dog ikke tilfældet for Jennifer, selvom en adoption af en familie der oprigtigt ville give dem et godt liv ville være kærkomment, så var hendes planer et andet sted. Hans ord til Catriona fik hende til at rødme let, og et lille fnis kom fra hende, inden Jennifer så på hende og smilende svarede ”Nu er det ikke særligt tit vi bliver ’vist frem’ for potentielle adoptiv-forældre.”

Der var ikke meget følelse at spore i hendes udtalelse, mange andre børnehjemsbørn ville gerne vises frem for par, men det var ikke noget Jennifer gik så højt op i. hun trak på skuldrene af hans sidste spørgsmål. ”Jeg ved ikke helt hvad jeg vil af uddannelse endnu.” Ikke helt sandt, men heller ikke helt løgn. Planen var nemlig så snart det var muligt at tage de 2 yngre søskende med og rejse langt væk, allerhelst til udlandet et sted hvor de små kunne fortsætte den magiske grundskole og hun kunne studere videre. Men det var hendes hemmelighed, lige for nu i al fald.