We made it this far

På trappestenen til Lockwood Orphanage stod 2 piger. Den ældste havde en lille dreng siddende på hoften, og de så alle 3 ud til at være udmattede. Vejen til børnehjemmet havde været lang og skræmmende, selvom de kom fra en lille flække kun få kilometer væk. Måske var det i virkeligheden mere årsagen til at de nu stod her, der havde været skræmmende og gjort at turen føltes ekstra lang. 

Aftenen var ellers startet som enhver anden for de 3 Collins-børn, ganske uvidende om at denne dag ville forandre deres liv for altid havde de ubekymret leget og hygget sig i familiens skød, og som altid beklaget sig højlydt da deres mor havde sagt det var sengetid. Havde de vidst det blev sidste gang de lå i familiens trygge, varme senge, var de nok gået noget mere villigt til ro. Jennifer havde som sædvanligt hjulpet moderen med at lægge de 2 mindste i seng, og som så mange gange før havde hun forsøgt at forhandle sig til at blive længere oppe. "Men mor, jeg er jo meget større end dem! Det er ikke fair at jeg også skal i seng nu!" Moderen havde dog stået fast, og småfornærmet var Jennifer trasket i seng. 

Larmen udenfor havde holdt hende vågen, lyden af mænd der råbte og noget der lød som ulvehyl fik hende til at gyse. Hun havde hørt de voksne snakke om at en varulv var blevet set i området, og at de ville prøve at fange den. Lyden af deres hoveddør der blev smækket op gav hende et chok, og hun fløj ud af sengen og ud på gangen, lige i tide til at se hendes mor nikke af manden der havde smækket døren op, og lukke den bag ham. "Mor?! Hvad sker der?" Jennifer kunne se at moderen havde tårer i øjnene, som hun kom hen mod hende med hastige skridt. "Vi er nødt til at komme væk, Jen. Hjælp mig med at vække Cat og Adair og få dem i noget tøj." Jennifer stod som forstenet. "Hvad er der sket mor?!" Moderen lagde blidt en hånd på hendes skulder. "Du ved din far og de andre ville prøve at fange varulven i nat, ikke?" Jennifer nikkede. "Noget gik galt, og far... er død. Jeg er ked af det min skat, men vi har ikke tid til at sørge over ham nu, varulven er stadig på fri fod så vi er nødt til at komme væk herfra med det samme." Store tårer væltede op i Jennifers øjne, og hun måtte holde sig for munden for ikke at komme til at skrige så hele byen havde kunne høre det. Hun havde mistet sin far, og fik ikke engang tid til forstå det fordi de skulle flygte fra en varulv. Med tårer løbende ned ad kinderne gik hun med sin mor for at vække sine søskende, og da de havde fået tøj på skyndte hun sig ind og skiftede til noget varmere tøj selv også.

Alt lys i huset var slukket som de begav sig derfra. Adair, den lille dreng beklagede sig højlydt, og selvom både Jennifer og moderen tyssede på ham begyndte han at græde lige som de svingede ned ad gaden. Et hyl hørtes tæt på, og for at øge deres fart lidt stoppede moderen for at samle drengen op og bære ham i stedet. I det samme kom varulven om hjørnet, og den nåede at ramme kvinden der stod bøjet over den lille dreng, inden en stor gruppe af mænd kom løbende og jagtede den videre gennem gaderne. "Løb, Jen!" Råbte hendes mor fortvivlet, inden hun fik samlet den lille dreng op og fulgte efter. "Ind i skoven, skynd jer!"

Som de nåede ind mellem træerne sænkede de farten. "Er du okay, mor?" Jennifers stemme rystede og var tydeligt skrækslagen. Hun frygtede hun ville miste begge sine forældre på samme aften. Moderen rystede på hovedet, satte den lille dreng ned og sank sammen i skovbunden. "MOR!" råbte alle 3 børn i munden på hinanden, og de 2 små begyndte at græde højlydt. Hele den ene side på kvinden var revet op, og hun blødte voldsomt. Hun havde ikke langt igen. "J-Jen..." Hendes stemme var svag, kun som en høj hvisken. "T-tasken..." Jennifer nikkede og tog den rygsæk moderen havde på af hende, og hjalp hende med at åbne den. Moderen tog et papir og en kuglepen op, skrev noget på papiret og gav Jennifer det. "Tag... Hen på denne adresse... Lockwood Orphanage, de... Vil tage sig af jer..." Store tårer væltede igen op i Jennifers øjne, som hun tappert nikkede af moderens ord. "Pas godt på de små...." Endnu en gang nikkede hun, inden hun med en rystende stemme fik fremstammet "Jeg elsker dig mor..." Hun faldt sammen som moderen tog sit sidste åndedrag, og lagde sit hoved på hendes brystkasse og græd. Hvordan hun fandt styrken til at rejse sig og komme videre vidste hun ikke, men da Adair grådkvalt fik fremstammet "Hvad er der med mor? Hun skal vågne, jeg vil hjem!" Rejste Jennifer sig vaklende op, gik hen og knugede de 2 søskende ind til sig og tog en dyb indånding. "Vi er nødt til at gå videre... Der er en varulv løs hjemme i landsbyen, så vi kan ikke gå hjem." Hun tog moderens rygsæk på, og kiggede på papiret. Dunhaven, det var omtrent en halv times gang herfra, måske lidt mere med de to små. "Var det varulven der ramte mor?" Denne gang var det søsteren Catriona der krævede svar. Jennifer nikkede og så på hende. "Ja, det var det. Når vi når til Dunhaven skal jeg nok forklare jer det hele, men lige nu skal vi i sikkerhed først."

Vejen til byen havde føltes meget længere end normalt, og med tunge skridt havde det lykkedes Jennifer at finde en bænk lige indenfor byens gader, hvor de kunne sidde et øjeblik. Hun sukkede og så på de 2 små børn der forventningsfuldt så op på hende. "Cat, Ade... Som jeg sagde før er der en varulv der er gået amok derhjemme. Far ville prøve at stoppe den sammen med de andre, men..." Hun sank en klump, hvis det var svært for hende at acceptere hvad der var sket, hvordan ville det så ikke føles for de 2 små, der i højere grad stadig var afhængig af deres forældre. "Noget gik galt, far døde... Og mor blev også ramt da vi skulle flygte, som I selv så." Adair og Catriona begyndte at græde, og Jennifer knugede dem ind til sig og kyssede dem blidt på håret. "Vi 3 har kun hinanden nu, så uanset hvad der sker skal I gøre som jeg siger, okay?" De nikkede, og hun fortsatte med at tale. "Godt. Mor gav mig en adresse på nogen, der vil tage sig godt af os. Der skal vi gå hen nu." Adair protesterede. "Men Jen, jeg er træt!" Hun nikkede. "Det ved jeg Ade, det er vi alle. Men jo før vi når hen til børnehjemmet, jo før kan vi komme i seng og sove. I mellemtiden skal jeg nok bære dig hvis du vil?" Drengen nikkede, og Jennifer samlede ham op og satte ham på sin hofte. Kort efter nåede de til Lockwood Orphanage.

Den lille dreng var faldet mere eller mindre i søvn hen over Jennifers skulder, så med sin frie hånd bankede hun på den store dør, inden hun blidt nussede søsteren i håret. "Bare rolig Cat, det skal nok gå. Jeg lover jeg nok skal passe på jer, ikke også?" Pigen nikkede, og de så begge forventningsfuldt mod den store dør og håbede den snart ville blive åbnet.