|
|
Post by Arthur Andromedius on Aug 21, 2021 22:13:10 GMT 1
Det umiskendelige lyseblå blik strejfede over de mange artefakter som lå spredt i bunden af den gamle kommodeskuffe. En havesaks, en handske, mascara og en enkel guldørering lå blandt andre remedier og skinnede. Hans fingerspidser dirrede en anelse som de strøg over den sidste tilføjelse i det voksende Wunderkammer. Mørkt, næsten ravnsort hår som stadig var vådt af sved og blod fra der han havde trukket det af mandens hovedbund. Der var ingen grund til at just denne mand havde aflidt en sådan skæbne, ikke andet en ren tilfældighed. Han havde været let at forfølge, let at lokke ud i en sidegade og let at skalpere med intet andet end ligamentets kraft. Med et blødt bump trak Arthur skuffens bund over samlingen for at på ny skjule de stjålne genstande. At skjule dem i familiehjemmet havde trods alt været lettere end i hans egen lejlighed. Hvis han blev opdaget, kunne han altid klantre Felix. Han gav sig til at ligge de pæntfoldede og nystrøgede skjorter på plads, da han hørte det vante tump fra Quintens fod der skubbede døren til værelset op. Arthur behøvede ikke engang at vende sig om, men slog stedet et roligt smil op, som var han blot igang med at rydde op i sin skuffe. ''Tidligt hjemme?'', spurgte han, selvom at det lød nærmere som et statement, han kendte trods alt sin faders rutiner.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Aug 21, 2021 22:40:47 GMT 1
Arthurs reaktion fik ham til at le. Men det var ikke en hjertelig latter, men nærmere end som sad i den øvre del af brystet og snart var ovre. ''Observant som altid, Arthur'', svarede han med sin normale dybe stemme, som dog havde antaget en ukarakteristisk mildhed overfor sin ældste søn. Det var en mildhed som normalt var reserveret for Freya og iblandt for Elliott, men sjældent for Arthur og aldrig for Felix. Døren klikkede bag ham og Quinten fandt vej ind i værelset med den tiltagende halten. Stokken slog mod trægulvet der ligeså klagede forpint under vægten af den gamle magiker. Det hjalp at vide, at eliksiren bryggede i køkkenet, over husets hjerte. Simrende, rød og varm. Livets eliksir som kunne trylle alle de tiltagende skavanker bort, glatte huden ud igen og håret mørkt og spejlblankt. Han satte sig ned på sønnens sengekant, imens han betragtede ham ligge sit tøj på plads. Et arbejde som ellers tilfaldt Freyas huslige pligter, men som Quinten fandt en hvis ro i at vide at drengen selv tog ansvar for. ''Jeg har noget vigtigt at snakke med dig om, kom'', han klappede på sengekanten og så afventende mod sin dreng.
|
|
|
|
Post by Arthur Andromedius on Aug 22, 2021 14:19:15 GMT 1
Kommoden klagede pibende da Arthur skubbede den i. Hans blik lå på hans fader, der for første virkede gammel. Stokken, det grå hår, de små rynker i panden. Måske han ville tale om familiens arv? Han vendte sig mistænksomt mod ham og satte sig på sengekanten som påbudt med en meters afstand. ''Skal du dø?'', spurgte han tørt, der var vel ingen grund til at skjule det unægtelige og ikke mindst forudsigelige. Alle væsner skulle dø, og han vidste trods alt ikke helt hvor gammel hans far var - udover at han mindst måtte være mindst omkring de 150. Alligevel ville det være ungt, hvis han skulle gå bort. Arthur strøg en hånd gennem det halvlange nøddefarvede hår og følte straks hvordan hans egen berørelse frigav den stivhed som hans faders tilværelse havde pålagt hans krop. ''Ved Mor det?'', han kunne ikke forstille sig andet, de to var trods alt tættere end nogen anden han nogensinde havde mødt.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Aug 22, 2021 18:42:40 GMT 1
Quintens umiddelbare reaktion havde været at le højt og inderligt ved sin søns spørgsmål, men i stedet betragtede han ham indgående. Han lignede sin mor. Det mørkebrune hår, den fine lille næse og de høje kindben. Det var øjnene som vidnede om at drengen var hans. Stærke, stikkende og nysgerrige med en ro ulig andre væsners. Han ventede til at han følte vægten af Arthur mod sengekanten, inden han selv rejste sig. ''Vær ikke stupid'', svarede han køligt, hans mundvig dirrede sagte som i et forsøg på ikke at vrisse af ham. Quinten havde altid fundet sin ældste til at være øretæveindbydende, og havde det ikke været for Freya havde han let kunnet give ham pryl flere gange i ugen. ''Jeg skal ikke dø, og det skal du heller ikke'', han rettede sig op så at ryggen knirkede og knak inden han gik hen til vinduet. Eftermiddagens rødlige lys skinnede ind i det lille værelse og fik det til at se næsten fredfyldt ud. ''Jeg agter at indvie dig i vores familiehemmelighed. Ingen kan vide det. End ikke Elliott eller Felix. Ikke dine stupide venner, og absolut ikke nogen kendte, mindre kendte eller fremmede. Dette er en hemmelighed mellem du, jeg og din mor. For jeg vil give dig det evige livs gave'', han vendte sig mod knægten på ny for at observere drengens forvirrede udtryk, det kildede næsten i fingerspidserne for at stikke ham en flad.
|
|
|
|
Post by Arthur Andromedius on Aug 22, 2021 22:35:45 GMT 1
Trods sin rolige facade kunne Arthur mærke hvordan nakkehårene langsomt rejste sig ét, efter ét. Han indså straks sin faders glemsel, men undlod at kommentere på manglen af benævnelse af hans tvillingebror. Men det var inget under eftersom at broderen var faldet i unåde efter manglen på færdiggørelse af uddannelsen, pengelåneriet for slet ikke at tale om den måde han klædte sig på. Arthur havde selv svært ved at indrømme, at han nogle gange skammede sig over sin tvillingebror. Nogle gange ønskede han endda at gemme hans hår i sit Wunderkammer, var det ikke for fornemmelsen af at det ville være en skamplet i hans samling. Quinten havde sikkert syntes det samme, hvis han havde været indraget i hans egen hemmelighed. Men Arthur forholdt sig tyst, for han vidste bedre end at mumle og sige ligegyldige ja'er og nej'er. I stedet lyttede han interesseret med, med et langsomt hævet øjenbryn. ''Mener du at gøre mig til en vampyr?'', spurgte han tonløst, det var aldrig en tanke som havde faldet ham ind, men det undrede ham ikke hvis hans fader plottede hans undergang som et led i en eller anden politisk plan.
|
|
