Sidewalk Poetry

Smilet på Angeliques ansigt blev kun bredere ved hans nye udfordring. Den blege hånd sænkede sig langsomt i takt med at hendes øjne blev smalle som tænkte hun så det knagede. Hans lille 'Ooo' for spøgelserne, havde fået hende til at åbne øjnene vidt i et kort øjeblik, som var hun underholdt af hans pludselige udbrud. ''Du...'', begyndte hun langsomt imens hun selv lænede sig tilbage og drog selvsamme hånd op til sin hage. Den kolde hud føltes som hård marmor under hendes fingerspidser som hun gned dem op og ned uden at tænke yderligere over hvordan just denne bevægelse fjernede resterne af hendes foundation. ''Er for kejtet og svag til at være krigsveteran. Jo mindre du lod mig vinde'', svarede hun efter et par sekunder. Selvom at stemmen var snobbet og overlegen, var det tydeligt at hun blot mente sine ord som den objektive sandhed. ''Hvis du havde trækninger i din synsnerve, så havde du ikke behøvet at flytte hovedet for at følge med, hvilket du har gjort ind imellem men ikke hele tiden... Og så har du nervøse trækninger'', sagde hun så imens hun lagde hovedet på skrå. Det lange hvidlige hår faldt som et vandfald ned af hendes skuldre. Hendes lange hvide pegefinger prikkede sig på den fylde underlæben inden hun hævede begge øjenbryn som indså hun sandheden. ''Du er en åndehvisker, er du ikke?'', udbrød hun så, begejstret som hun slog begge hænder i bordet så at hendes urørte te skvulpede over kanten. 

Hans svar fik hende til endnu engang at klappe i hænderne af begejstring. At han antog den defensive attityde og virkede mere lukket end før, fik hende blot til at ønske at grave dybere. '''Det gør hele verdens forskel! Du kan faktisk gå hjem i aften'', svarede hun ærligt som alle tanker om mord forlod hendes sind, og hendes naturlige faevaner skred ind. Selvom at Matthew havde lært hende at lyve under timevis af træning, fandt hun det stadig modstridende i sin natur, og var hun begejstret var det endnu sværere ikke at svare sandt. De store blege øjne låste sig nu på ham, og hun lænede sig frem med begge albuer på bordets overflade imens hun hvilede sit ansigt i hænderne. ''Hvordan er det? Kan du se mange lige nu? Har du venner som er spøgelser?'', spørgsmålene fløj ud af munden på hende, og hun forventede halvt et irriteret suk og en russisk kommentar i hendes retning, men denne mand var ikke Vladimir men blot et stakkels menneske med en uheldig gave. I stedet for at svare på hans spørgsmål stirrede hun på ham, det var altid lettere ikke at svare end at lyve. Langsomt hævede hun hovedet fra sine hænder og rakte den ene hånd frem, som udfordrede hun ham på ny til at finde ud af hendes efternavn. 

Angelique ænsede knapt tjeneren. Hendes blik var som hypnotiseret og fastlåst på Jonathan som han bevægede sig. Det var sjældent at man mødte et menneske med så høj en grad magi i sig. Hun sænkede hånden igen, og skuffelsen var tydelig i hendes ansigt at han ikke længere vil lege med. Jeg har fundet en åndehvisker. Må jeg slå ham ihjel? tanken fór afsted i en alarmerende tone. Hendes læber skildtes ad langsomt og hun sendte ham et charmerende lille tandsmil inden hun svarede: ''Ang-E-lI-que'', fortalte hun i stakato, det var farligt at give hele sit navn, for i magiker verdenen kunne det betyde kontrol og ikke mindst umulige løfter. Hun gled sin tungespids over den ene hjørnetand imens hun lænede sig forover. Hun kunne dufte hans sved, hans nervøsitet og ikke mindst kuldegysningerne. ''Mor-Gan'', fortsatte hun så imens det ene øje blinkede mildt som forsøgte hun at huske sit falske efternavn. ''Dark-Da-a- Dark-'', hun blinkede flere gange inden hun greb ud efter hans hånd med en kraft der var større end den hun udviste i deres leg. ''Nok med det, Jonathan Jonathan, har du aldrig hørt om at man ikke må lave aftaler med folket?'', ordene var hvislende, onde. Hendes fingerspidser gravede langsomt ind i hans hånds kød og hun mærkede de første røde dråber pible frem over hendes negle. 

Den varme røde saft af livsgivende nektar piblede ned under hendes glasagtige negle og ned mellem hendes fingre. Hun ønskede at slikke det bort fra sine fingre, men vidste at det nok ville afskrække manden der tiltrods for hans nervøse facade så ud til at have taget mod til sig med den stigende stemme. Hun blev roligt siddende i sin stol og foldede hænderne i sit skød. Den mørkeblå kjole skjulte straks de blodpletter som ville fæstne sig i det mørkeblå stof. Hun blinkede, så på ham, nej stirrede imens hun forsøgte at vide om hun skulle give ham hele sit navn eller lade være. Hjælp mig,  hvislede hendes tanker mod hendes fader som ikke var længere bort end at hun kunne mærke hans betryggende atmosfære mod sin. Han har noget i tasken, ordene var desperate på trods af at hendes ydre var afslappet. ''Darkstone'', svarede hun køligt, som hun følte hvordan hendes faders kraft strøg gennem hende som lange kolde snore. Hendes blik faldt på mappen og hun lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede den. ''Hvad er det?'', spurgte hun så, det kløede i hendes fingre for at få lov til at slikke blodet bort, og hun kunne dufte sødligheden fra den overnaturlige evne selv gennem regnens dug. 

Angelique mærkede straks Matthews væsen nærme sig. Som blev hun svøbt ind i varme tunge tæpper som skulle beskytte hende fra alskens harm. Hånden på hendes skuldre sendte tråde af varme gennem hendes krop, og fik hende til at læne hovedet tilbage så deres blikke kunne møde hinanden. ''Jonathan Jonathan og jeg lagde arm. Nu vil han ikke fortælle mig hvad han gemmer'', svarede hun kort, sandfærdigt men uden at forklare hvordan hun havde grebet ham for at advare, eller hvordan at det prikkede i hendes fingerspidser for at slikke blodet bort. Der var noget lækkert over mennesker med et snert af magi. Hendes blik blev næsten utålmodigt imens hun så afventende på Matthew og hendes tanker sagde: dræb, dræb, dræb!


Hvor ofte havde han ikke påmindet Matthew om hvor farligt det var at medbringe det unge væsen til menneskernes verden? Forklaret hvordan hendes unaturlighed grænsede til det makabre for menneskerne selv? Hvordan hendes ondskabsfuldhed ville trodse den bid af empati som Isobel så desperat havde forsøgt at opdrage på. Quinten vidste, at Angelique var trods sin status som yndlingschihuahua ligeså farlig som en ilter dobbermand hvis hun fik lov. Derfor havde han ikke kunne lade være med at sende sin kompagnon et overlegent og selvtilfredst smil da hans forudsigelser viste sig at være sande. Da den lange mørke mand havde forladt ham, var Quinten blevet siddende i en kort stund, inden han havde rejst sig, taget den fine trækiste under armen og betalte for deres drinks. Det var snart på tide at få eliksiren. Han haltede, hans lede gjorde ondt og hans hår var begyndt at vokse ud i små grå tråde. Selv smilerynker ved hans øjenkrog var begyndt at synes. 

Stoisk, rank og stille stillede han sig ved Matthews side foran det lille menneske som så ud som om at han havde set et spøgelse. ''Leger hun ikke pænt?'', spurgte han med sin sædvanlige vittige stemme og det lille træk i mundvigen. Hans ene hånd hvilede bag ryggen og den andre holdt kisten tæt mod sin krop. De dyrebare dråber ville være nok til at få både han og Freya gennem de næste 10 år. Han flyttede efterhånden sit blik fra den unge adoptivtøs til mennesket, hvorpå hans øjne blev smalle. ''Kender jeg ikke Dem et sted fra?'', spurgte han så, alt vittighed forsvandt fra hans stemme og hans blik strøg over hans ansigt som forsøgte han at sætte billede på manden. 

Et enkelt blink, accepterede mandens skæbne som hun flyttede sit blik fra sin fader til hendes nu forslåede legekammerat. Der var noget pirrende morsomt ved at se den måde han flygtede på, hvordan han klodset bar sig ad. ''Hejhej Jonathan Jonathan!'', kaldte Angelique efter ham og vinkede mildt som et barn der vinkede farvel til en legekammerat. Smilet forstummede dog som hun nu vendte sig om i stolen for at se granskende på de to mænd: ''Hvorfor lod du ham gå?'', stemmen var anklagende og underlæben var surmulende, inden hun hævede sine blodbeklædte fingerspidser til sine læber.

Et klask brød regnens trommen idet Quintens fingre låste sig om Angeliques håndled. Hans mørkeblå øjne var låst på hende imens et advarende udtryk malede sig i hans ansigt. ''Ikke i menneskernes verden'', formanede han, hans stemme om før havde klukket af menneskets flugt var nu alvorlig og dyb. Han sendte et flygtigt blik til Matthew inden han slap hendes hånd og lod sine fingre blidt stryge hende over håret som han havde gjort mod sine egne drenge. Han gled ned i stolen ved hendes side, og ønskede at formane hende, skælde hende ud og give hende smæk. Hun var forkælet, forgudet for sin ondskabsfuldhed og Quinten vidste at hun ikke ville leve længe. ''Fortalte du dit navn? Vandt du jeres spil?'', begyndte han at udspørge hende imens han fandt en klud frem fra sin inderlomme for at tørre blodet af hendes fingre. Han blev nødt til at vide hvor stor skaden var. 

Angelique derimod virkede ikke til at tage det synderligt alvorligt, men var nærmere irriteret over den ældre magikers udfritten. ''Hvorfor har du Papa's blod i kisten?'', spurgte hun i stedet for at svare, imens hun så fra Quinten til Matthew.