Sidewalk Poetry

Jonathan havde valgt en fuldstændig tilfældig café at sætte sig på og gennemgå dagens notater. Han ville have siddet indenfor men han havde fundet lokalerne lidt for trange til trods for at der var højt til loftet og det var et af de pænere etablissementer. I realiteten manglede han ikke et sted, han kunne bare tage hjem til lejligheden, men han var blevet tiltrukket af lyden af stemmer ved et bord udenfor og havde skyndt sig at sætte sig ned hvilket havde resulteret i at en tjener var kommet hen for at tage hans bestilling. Nu sad han der så kunne han vel godt unde sig selv et eller andet at drikke. Han havde bestilt en kop kaffe, sort som den aura han så stå ud fra manden med det lange hår og øjne der gnistrede af død. Pigebarnet ved hans side var omgivet af et anderledes lys, hvidligt og glødende, og hvordan det påvirkede folk omkring dem var interessant.

Det var af og til at Jonathan kunne se det på folk hvordan deres aura påvirkede omgivelserne, men det her var specielt. Hans mørke der på samme tid frastødte men også tiltrak, mens hendes lys i nogenlunde samme omfatning gjorde det selv samme, men på en anden måde. De var som to glansbilleder taget ud af et oliemaleri og placeret i den virkelige verden. En glitch i Matrix' simulation. Et ormehul der ledte til en anden verden eller dimension, udformet som disse to skabninger, han kunne følge med blikket nogenlunde diskret fra sin plads mens de udvekslede ord og et kram der var svært at tyde. Var der kærlighed? Var der had? Hvordan kunne deres så diametralt modsatte auraer blande sig så elegant med hinanden og skabe en samhørighed der var så kompleks og alligevel så simpel. Han var hendes far og blodsbeslægtet, men ikke som man forstod det i normal regi. Hvad var de?!

Han så manden forsvinde. Han passerede direkte forbi ham og han mærkede den mørke aura næsten ramme ham som en knytnæve i mellemgulvet og kvalmen bredte sig næsten fysisk i hans krop til hans fingerspidser og hårrødder men også blandet med en uforklarlig fascination. Han så diskret over skulderen efter ham og missede totalt at tjeneren kom med kaffen, for da han vendte sig tilbage i stolen stod der en dampende varm kop kaffe foran ham som han kom til at skubbe til og det skvulpede lidt over kanten. Den varme væske brændte hans sarte håndryg og han bandede lavmælt men nåede at redde kop og drik nogenlunde men måtte tage store bunker af servietter fra holderen på bordet, for at tørre op. Enkelte andre gæster sendte ham nogle undrende blikke men han gav dem blot et undskyldende smil mens han duppede den lille pøl af kaffe op fra cafébordet og samtidig holdt lidt øje med pigen der nu sad alene, lysende som et hvidt vokslys i midten af Londons sitrende aftenmørke hvor regnen fik alting til at glinse med et overnaturligt skær.

Det gibbede lidt i ham da han hørte hendes stemme. Æterisk, sælsom, som en sirene fra havbunden der dukkede op med en håndfuld servietter i hånden til hans redning, eller måske undergang. Han sank en klump og så fra servietterne og til hendes ansigt. Så bleg, og lidt plettet af en mat foundation der skulle angive en menneskelig glød i huden, men nu blot lignede en mild form for vitiligo. Han smilede mat af skuffelse og hans egen klodsethed og rakte frem for at tage imod hendes "gave".
"Mange tak, frøken," sagde han lidt stilfærdigt inden han fortsatte lidt kluntet med at få duppet kaffesøen op. Han havde set hende og manden, og nu var hun blot efterladt med sin hob af shopping poser med diverse designerbrands printet på. Der måtte være penge i den familie hun kom fra, men hun lignede ikke én man sådan hørte om i medierne eller de kulørte blade. "Er De... alene her?" spurgte han tøvende. Ville han overhovedet have en samtale med hende? Hun havde en lys aura og omkring hende sitrede luften næsten gnistrende, men ikke af den godhed eller den fromhed han oftest forbandt med lys. Det var måske lys, men det var livløst og dunkelt, skæmmet og besudlet næsten.

Angelique. Ligeså engleskøn hun var, ligeså dæmonisk syntes hun at virke i forhold til sine omgivelser. Han bed sig i læben og forsøgte at smile, lidt mat til hende. Dagens strabadser vendte tilbage i hans baghoved mens han stadig holdt sig for øje hvem hendes far havde været da han havde passeret ham.
"Jeg, eh, jeg er her også alene," sagde han mens han færdiggjorde at tørre sin kaffe op og trak sin kop en smule væk fra hende. De slanke hænder der lagde sig om hendes te lignede små albinoedderkopper. Han mærkede en kuldegysning stryge ned ad nakken og hørte en hvisken fra højre men han forsøgte at ignorere det. "Jeg er Jonathan," præsenterede han sig endelig og tog en slurk kaffe der endte med at skolde hans tunge en smule. "Din far var," han pegede over skulderen for at vise retningen som den sorthårede mand var gået i. Ingen andre havde passeret ham siden, så der var ikke andre det kunne være, han hentydede til.

Jonathan strakte hals for at følge hendes lange fingers retning ind i caféens vinduer, men det var noget andet der fandt hans opmærksomhed. De to mænd var ganske vidst synlige, men foran dem, ved selve vinduet til caféen sad to andre mænd, let gennemsigtige, med klæder i den nydelig orden som fra starten af det 20. århundrede. De sad og kiggede direkte ud på dem, begge med blodindsmurte kraver og et olmt blik på pigen foran ham. Han blinkede et par gange for at sikre sig at det ikke bare var en mærkelig reflektion, men desværre var det ikke sådan det forholdt sig. De to spøgelser pegede tilbage på pigebarnet, som om hendes finger fornærmede dem, og de forduftede langsomt som dug på ruden forsvandt gradvist og blot viste de to mænd, begge af en væsentlig statur og rang kunne man se. Den ene indhyllet i sit mørke, den anden omgivet af, hvad?, var det Rembrandt der stod bag ham??
"Jeg..." han rettede sig tilbage ned i sædet, "du kan bare kalde mig Jonathan," svarede han endelig og rettede sit blik tilbage på hende med et lidt mere godmodigt smil men samtidig også opmærksom på at hun ikke havde givet sit efternavn fra sig. "Det er også en dejlig stille bar, taget i betragtning af hvor vi sidder," han kastede et blik lidt rundt som for at ryste synet af spøgelserne af sig, men så blot flere skikkelser i ældre beklædning stå i periferien og skule ad den blege pige foran ham. "Det kan være jeg også foretrækker dens stilhed?" foreslog han som svar til hendes spørgsmål. Han var jo blot dumpet ned, som var han himmelfalden midt i hvad der virkede som en surrealistisk virkelighed omkring ham.

Han slog hendes drilske svar hen på hans præsentation af sig selv. Det var tydeligt at hun måske fiskede efter mere, og noget ved hendes blege blik huede ham ikke. Det var som en dybhavsfisk med store blege øjne der lå på lur inden det næste bytte sneg sig forbi en grotteåbning hvor den holdt til i lumsk fred og fordragelighed.
"Forstyrrer?? Nej slet ikke spor," svarede han og kastede et sidste blik til siden på en mand fra 60'erne, der sad og så slukøret ud på en stol inden han langsomt gik i opløsning, før end han så tilbage på hende og smilede lidt mere til hende. "Hvilket spil vil du spille?" han slog tanken hen om at hun måske var gambler. Så gammel var pigebarnet jo ikke, og hvis hun lavede unoder sad hendes far jo lige indenfor, selvom det ikke huede ham det mindste at skulle ind og prikke manden på skulderen og sige at hans datter opførte sig uanstændigt. Alligevel lod hun udadtil ikke til at kunne gøre en flue fortræd men samtidig var hun som et rovdyr der ventede på at han vendte den blinde vinkel til.

Jonathan havde svært ved at vide hvad der var mest mærkværdigt: hendes hudfarve der strålede i solen som nyhugget hvid marmor eller det faktum, at en teenager forsøgte at ville lægge arm med en fuldvoksen mand. Han sad og prøvede at finde undskyldninger i sit hoved og endte med at lægge sine egne arme demonstrativt over kors mens han så på hende med et lille, fornøjet smil, over hendes stædighed.
"Hvad får dig til at tro at jeg ser efter noget? Og at jeg vil vide en hemmelighed om dig?" spurgte han lidt indgående. Hun var alligevel parat og han hadede at sidde og have en akavet situation til at stå foran sig som han kunne afværge for at undgå for megen opmærksomhed, som de allerede havde tiltrukket qua de få andre gæster der sad udenfor under overdækket hvor den milde regn pladrede ned mellem pavillion-dugene. Han trak derfor sit ærme ned så albuen kunne hvile frit på bordets kolde overflade, rakte hånden frem og greb hendes lille hånd imellem sine lange, stærke fingre. Han var ikke en type der var specielt fysisk stærk, han benyttede sig kun sporadisk af træningsfaciliteterne i Paranormias hovedkvarter, men det betød ikke at han regnede sig selv ganske overlegen en tynd, bleg teenagepige der, at dømme fra poseoceanet, måske gik mere op i sit udseende end sin fysiske kunnen.
"Jamen så vis mig hvad du kan," sagde han med et udfordrende glimt i øjet.

Han vidste ikke helt hvad han havde regnet med. Om hun virkelig ville kunne gennemføre at lægge arm med ham, om han vandt eller ej, var sådan set underordnet. Det der fascinerede ham var fornemmelsen af hendes hånd, hendes hud, hele hendes væsen. Det var som om hun var lavet af et andet materiale end den levende verden der omgav ham. Kølig, overraskende hård som sten næsten, og stærk. Hendes greb og hendes vægt kom bag på ham og han så hvordan han selv forsøgte at kæmpe imod og kun lige knap nok kunne holde hende i skak til at starte med. Hans øjne blev store, både af fascination men også overraskelse.
"Jamen dog, du er jo... saftsuseme stærk!" udbrød han lidt højt så nogle af de få omkringsiddende gæster fik nok og rejste sig for at forlade caféen.