|
|
Post by Alphaeus Willow on Jul 16, 2021 9:50:49 GMT 1
Det havde krævet en god del mod, af prinsen at gå over broen ved den beskidte voldgrav. Det var vreden som havde båret ham, fornærmelsen som havde viftet de frygtelige lugte bort, og hjelmen som var dyppet i lag af blod som holdt ham fra at stirre ned i de mudrede vande. Selvom at en alfae normalt var stolt og dygtige til kamp, var de også forfængelige. Beskidt vand, var en dødssynd og at bruge det for at holde ham borte i alle de år var en stor fornærmelse. Da Alphaeus endelig ankom foran det store gotiske palæ, rev han hjelmen af sig og lod sit lange hvidlige hår falde omkring hans skuldre. Han var perfekt, en alfeprins i ordets stærkeste forstand. Hans øjne var smalle, og hans læber fyldige. Hans hud var næsten skinnende som havde stjernerne indprentet sig i hans kød. Kronen på hans hovede var spundet af det smukkeste alfesølv, og kun en kongelig værdig. Ligeså var hans tøj håndlavet og syet til perfektion af forskellige naturmateriale der til sammen formede en næsten Peter Pan lignende udseende. For et menneske var han udklædt, men for en magiker var han en ægte alfae. ''Matthew Darklighter'', vred hans ord sig fra hans tunge. I faeverden havde ingen efternavne foruden de royale nogen betydning, og han spyttede næsten ordet 'Darklighter' som var det blot en anden klat af brunlig blod fra hans hjelm.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 16, 2021 16:15:33 GMT 1
De Dryafae der hørte til i skoven havde mærket alfae-prinsens ankomst, og havde sendt besked til palæet med en hast som vinden selv. Matthew var derfor blevet advaret på forhånd og mindede sig selv om at kyle nogle flere døde kroppe i voldgraven. Han var gået ned til entréen og forholdt sig roligt indtil Alphaeus' skikkelse var dukket op i det fjerne. Døren havde han skubbet op med et hult drøn og var gået udenfor. Alfaen skulle ikke indenfor palæets fire vægge, ikke igen.
"Alphaeus, hvad skylder jeg æren?" spurgte han med et sødmefuldt smil som han gik ned ad trappens trin imod den ubudne gæst.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jul 16, 2021 16:52:07 GMT 1
Den sleske tone var mærkbar i Matthews stemme og det huede ikke Alphaeus som knugede sin hånd tættere om den tunge hjelm. Den vidnede om hans dueller og få dage på slagmarken. Altid dyppet med ringe som et gammelt træ i forskellige nuancer af rustent brunt. Manden måtte vide hvordan han havde forsøgt at snyde ham, det kunne enhver idiot se. “Jeg kommer for at kræve tøsen tilbage. Ingen alfae bør bo omringet af gustent vand”, sagde han med sin autoritære stemme. At han agtede at ægte hende, holdt han dog for sig selv. En så sygelig fae ville aldrig overleve fødsel. Hun ville dø i sengen og efterlade ham med en arvtager og ingen hustru som kunne gå bag hans ryg. “Desuden har du ikke holdt din del af aftalen. Jeg fik aldrig min betaling”, han rynkede på næsen i et forsøg på at undertrykke sin vrede. For selvom en fae ikke kunne lyve, kunne de forsøge at underspille deres følelser.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 25, 2021 9:38:36 GMT 1
Matthew smilede uden at hans mine blev anderledes. I det tiltagende tusmørke var det tydeligt at se glimtet i hans øjne kunne være både mildt undskyldende men også bedøvende ligeglad. Skyer trak hen over himlen i en mild blæst der fik stjernerne til at tigge og bede om at komme til syne noget oftere på den kongeblå himmel. Men for nu nød han mere synet af alfae-prinsens kvaler.
"Din betaling kunne du jo selv komme og hente, Deres Majestæt," påpegede han. "Jeg må indrømme det gør mig trist hvis du tager hende bort. Hun er blevet så glad for sin tilværelse her i palæet, hun vil slet ikke ud af min favn nogle gange," det krybende smil i mundvigen antog en lidt anderledes undertone med hans ord, og de smalle, frydefulde øjne undlod ikke at pointere meningen.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jul 25, 2021 9:57:53 GMT 1
Alphaeus kunne ikke lade være med at mærkbart fnyse ved Matthews casual tone. Som om at faebarnet ikke havde gjort andet end at tilfredsstille hans syge sind. Han rettede sig op ligeså lang han var som var det hans lange slanke lemmer der kastede lyset i skumringen. I sine dyre klæder lignede han den konge som han snart skulle blive. Om end det var gennem døden eller Kongens abdicering. “Jeg går ud fra at du har opdraget hende til at være medgørlig”, svarede han imens hans smalle glitrende øjne strøg fra Matthew til det store formløse palæ, han vidste straks at pigen måtte være foruden meget magi i disse omgivelser. “Du kan se det som betaling for faebarnet når nu hun indtager sin plads i de royale hof”, et hof som var kendt for deres vilde dans til at menneskefødder ville bløde, for deres lysegrønne vin, højrøstede fester, og for deres udspekulerede politik. Kort hvilede hans hånd på spidsen af det sværd som hvilede ved hans hofte inden han lod det gå, han forventede ikke at behøve at slås mod vampyrfyrsten. Han gøre en fae vred var slemt, men at gøre kronprinsen vred var nærmest en dødssynd til en selv og ens nærmeste.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 25, 2021 10:06:32 GMT 1
Matthew hævede et øjenbryn. "Men er hun ikke for sygelig til at blive inddraget i hoffet?" spurgte han og foldede hænderne lidt bag ryggen inden han langsomt skridtede forbi Alphaeus. Måske var det vigtigt at holde alfae-prinsens nåde i høj gunst, men han var ikke konge over det magiske samfund, kun den lille enklave af alfae-folket i Storbritannien. "Jeg troede det var din udsøgte medlidenhed med pigebarnet der gjorde du ville skaffe hende af vejen til at starte med," påpegede han og standsede ved siden af Alphaeus hvor hans hånd kort havde strejfet skæftet på sværdet. Hvis han planlagde at slå an skulle han ikke få fordelen af at han stod i en god position. "Hun bliver måske også svær at indlemme når hendes diæt er blevet så markant ændret i hendes tid her i palæet," han sukkede lidt eftertænksomt og strøg en hånd gennem det lange sorte hår, floder af mørke der sprang fra hans tindinger og ud i natten.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jul 25, 2021 10:23:25 GMT 1
Alphaeus undlod at svare på Matthews første spørgsmål. Ikke fordi han ikke havde et svar, men fordi han ikke kunne lyve. Ved st anerkende hendes svaghed, vil han også anerkende at der lå andre tanker bag hendes retur til hoffet. “Vi bliver alle ældre”, svarede han selvom et glimt af hoverende medlidenhed kortvarigt viste sig ved hans mundvig. Faefolket kunne blive langt ældre end vampyrer, hvorfor deres konventioner oftest ikke havde samme klang som de dødeliges, hvorfor at ægte en sygelig fae var perfekt, at hun stadig levede var vel op til Matthews dristighed og pleje. “Jeg er sikker på at køkkenet kan løse hvad end hendes diæt påkræver”, svarede han som var det et kedeligt og ligegyldigt spørgsmål. Det skulle ikke undre ham, om fyrsten havde opfostret hende på menneskemad. Selvom at Matthews fingre kort rørte ved hans sværd flyttede han sig ikke ud af stedet, hans blad var fortryllet og støbt i tungt jern, han forventede knapt at manden vil kunne løfte det. Istedet betragtede han ham med en langsomt forsvindende tillid. “Hvor er den så?”, lød det utålmodigt fra ham.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 25, 2021 10:33:37 GMT 1
"Jamen hun ligger og sover lidt endnu, solen er jo kun lige gået ned," sagde han og kastede et blik op mod stjernerne for at beregne tidspunktet, men det var alligevel ved at være på tide at vække den lille vampyrprinsesse. "Hun er jo endnu mere sart nu, så man næsten skulle tro selv månens genspejling af sollyset ville skade hendes hvide hud," tilføjede han inden han skridtede lidt bort og så mod den store englestatue i midten af pladsen foran palæet mens han overvejede at det snart var på tide at få den højtryksrenset igen. "Hvor god adgang har dit køkken til blod?" spurgte han og vendte sig om mod Alphaeus så han stod med englen bag sig, vingerne hævede sig op i luften næsten som fra hans ryg.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jul 25, 2021 10:45:33 GMT 1
En dyb snerren lød kortvarigt fra dybden af hans hals. Det var en dyrisk lyd, et krigskald inden en gjalden vil lyde. Det gik efterhånden op for ham hvad Matthew havde ment. “Har du forvandlet hende?”, spurgte han med et hævet bryn. Hans hånd landede endnu engang på skærftet som han observerede hvordan Matthews silhouette blev ét med skulpturen og vingerne steg som var de plantet i hans krop. I takt med at Matthews væsen blev tragisk grimmere, mærkede Alphaeus selv hvordan alle hans planer langsomt ebbede ud og ned i jorden. En vampyrtøs ville være ligeså interessant ved hoffet som en synsk dværg. Han fnøs og slap sværdet og lod sin hånd falde mod sin side på ny. En mild klukken forlod hans strube og snart ringede en urgammel klokkende latter udover palæets areal, det var en oprigtig latter, en der vidnede om at han var underholdt. Folket elskede intriger og overraskelser, og denne var en han absolut ikke havde forventet. “Du ved at du selv skrev enden til hendes historie? Med blandet blod vil hun aldrig blive accepteret i vores rækker som andet end et misfoster”, han blinkede inden et lystfuldt glimt spredte sig i hans blik. “Nu kan man påstå at din skyld er dybere end nogensinde før, for du har præget din gave”.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 25, 2021 10:53:30 GMT 1
Matthew stod og betragtede fae-prinsen med nogenlunde ophøjet tålmodighed. Han lod sig ikke mærke af latteren men ventede til den lagde sig over pladsen og smilet var fortsat plastret ufortrødent over hans læber.
"Så var det det hele?" spurgte han, en mild underfundig tone i de få ord vidnede om morskaben hele situationen bragte ham. Alphaeus var vigtig at have på sin gode side, men han skulle ikke tro at hans fae-metoder kunne implementeres på resten af det magiske samfund. Fae-folk var i nogle magikerkredse trods alt anset som lavtstående og perfide og kunne holdes fanget så man kunne høste deres tårer og hår til eliksirer. Tanken havde strejfet ham at tage Alphaeus og smide ham i et fangehul og se hvad der skete i alfae-riget når kronprinsen var væk, men han vidste samtidig også at det ville være for risikabelt. Han måtte forblive den neutrale instans som alle kunne regne med, korsedderkoppen der rakte sine tråde ud i alle retninger.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jul 25, 2021 12:33:30 GMT 1
I første omgang nikkede Alphaeus med et genuint smil i mundvigen som han vendte ryggen til Matthew. Han frygtede ikke for at blive stukket i ryggen af just ham, for han vidste hvad hans liv var værd i alferiget og hvad som vil tilfalde vampyrfyrsten hvis hans lig blev fundet i en af de mange haver. En rislen rand over hans krop ved tanken om et snigmord, og ikke mindst om kongerigets sorg. Han stoppede i sine skridt og vendte sig mod Matthew, som havde han tænkt sig at kalde Angelique til sig for at tjekke om hun faktisk var vampyr. Men det faldt ham ikke ind, at Matthew kunne være en løgner. Hvad skulle han vinde af det? Han betragtede fyrsten indgående, hans lyserøde læber trykkede sig fremad og han smilede. “Jeg ved hvad jeg vil have nu”, svarede han stilfærdigt. “Du skal sværge din troskab til mig når jeg indtager tronen. Du skal knæle og lade hoffet vide at din troskab er vores”, faeverdenen var bygget på troskab, ære og gæld. Det var derfor at guld oftest var set som noget banalt.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Aug 1, 2021 11:28:08 GMT 1
Matthew stod urokkelig og tænkte lidt over hans ord. Det var et godt tilbud. For fae-folk var ord så godt som mejslet i sten og kunne kun anses som ægte. Den manglende tiltro til at folk kunne sige noget der ikke passede var en særdeles gunstig ting i hans favør. Løgner var en del af hans jobbeskrivelse næsten. Han rettede sig derfor smilende op og nikkede til Alphaeus.
"Det vil være mig en ære, Deres Majestæt," svarede han med et krøllet smil og bukkede, ikke dybt, men nok til at vise den ærbødighed han vidste Alphaeus ville kræve af en tro tjener. Han var udemærket klar over at det kunne koste ham på visse konti hvis han brød et løfte, men igen ville det være svært for en fae at tro han ville gøre det. Og nu måtte de jo se om Alphaeus overhovedet nåede at bestige tronen hvis ikke hans hoved rullede først, men det ville han ikke nævne. Ikke endnu.
|
|
