|
|
Post by Freya Andromedius on Jul 6, 2021 18:35:53 GMT 1
Elliott Andromedius Stemningen havde været tung i hjemmet på det seneste, mest af alt fordi Freya havde sørget for at hun nok skulle vise at hun var utilfreds med Matthews beslutning om at slå hendes børn indirekte ihjel. Hun opførte sig ikke vredt eller arrigt, men hun var stoppet med at lave aftensmad og hun sørgede for at holde sig temmelig passiv og stille. Til tider lod hun også som om hun ikke hørte hvad Quinten sagde til hende, så han kunne få lov til at gentage sig en ekstra gang, for at få et kortfattet svar tilbage. Det var anstrengende at skulle være kortfattet. Men hun ønskede ikke at lade kvalerne gå ud over hendes børn, så hun havde inviteret Elliott med en tur i en park. Hyde Park. Solen var varm og hun holdte sin søn i armen, som de gik sammen. ”Jeg kan ikke forstå at du er blevet så stor. I er alle snart så gamle at i ikke har brug for mig mere,” lød det sentimentalt, mens hun trykkede hans arm ind til sig.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Jul 9, 2021 7:10:29 GMT 1
Der var gået en uge siden at Elliott havde indgået den ulyksagelige aftale med alfaen, og der var ikke gået en eneste dag uden at han havde tænkt på hvordan han skulle komme ud af suppedasen. Han havde overvejet at snakke med Vladimir om det, idet han vidste at Quinten ville blive rasende og han selv ikke vidste hvordan han skulle komme ud af aftalen. Derfor havde hans mors forslag om en tur, været som en lyn for en klar himmel. Freya ville vide hvordan han skulle befries fra den kærlighedssyge fae pg de 1000 breve han sendte om ugen. “Nu er du bare sentimental”, svarede han kortfattet, imens han sænkede sit blik til sin mor. Hans hånd lagde sig kort på toppen af hendes, en forsikring om hans kærlighed trods de hårde ord. “Hvis jeg holder mig halvt så godt som dig, forventer jeg et babyansigt indtil at jeg er mindst 30”, ordene var hårde men med en kærlighed bag den stringente facade. Det var en facade hans fader havde lært dem, en som frabad sig bullshit og påpegede fakta.
|
|
|
|
Post by Freya Andromedius on Aug 30, 2021 21:27:30 GMT 1
”Mødre har ret til at være sentimentale – vi har så meget at miste,” hun klukkede og prøvede at bringe humøret tilbage op. Det havde været hårdt at være uenig med sin sjæleven. Quinten var hendes et og alt, lige efter børnene selvfølgelig. For første gang siden udødeligheden, var hun igen blevet bange for at miste nogen hun elskede. Det synes uundgåeligt.
Hendes smil var kærligt og vendt mod hendes elskede Elliott, som han nævnte hendes babyansigt. Hun holdte sig godt gennem snyd, og det var ikke rart ikke at være ærlig over for hendes sønner. De var familie og de burde kunne fortælle hinanden alt… Derudover burde de også have lov til at tage del i hemmeligheden, hvis det var deres ønske, ”Jeg elsker dig så højt, Elliott. Hvordan jeg fik så perfekte drenge er mig en gåde” hun måtte dog tilstå at en krydsning af hende og Quinten var en perfekt kombination.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Aug 31, 2021 16:31:50 GMT 1
Elliott sendte hende et blik skjult under de lange mørke øjenvipper, og smilte. Der var noget ved hans mor, der altid kunne få ham til at blive i godt humør. Alligevel, så vejede tankerne om den psykotiske alfae alligevel tungere, og han rettede sig snart op til sin fulde højde. ’’Jeg er langt fra perfekt mor’’, svarede han imens hans tanker faldt på Alastor som hans far bandede og svovlede over så snart han kunne få lov. Han selv havde aldrig pådraget sig Quintens vrede, og han foretrak det således. ’’Mor, jeg bliver nødt til at snakke med dig om noget og jeg vil sætte pris på hvis du holdt det fra far’’, han så på hende på ny, hendes ansigt så yndigt som var hun ikke en dag over 35. Han hævede en hånd for at skubbe en del af hendes hår bag øret. ’’Jeg… Årh jeg tænkte på at snakke med Vladimir om det, men jeg vil høre din mening først’’, han bragte hende til en bænk og hjalp hende til at sidde. Hans læber formede sig til en lang tynd linje inden han tog en dyb indånding. ’’Jeg er kommet til at modtage en gave fra en alfae og nu kan jeg ikke komme ud af det’’, han så på hende med et skyldigt blik og derefter ned på sine skosnuder som skammen overvældede ham. ’’Den vil have at jeg skal flytte til New Orleans, og har allerede købt et hus og alt muligt’’.
|
|
|
|
Post by Freya Andromedius on Sept 3, 2021 18:06:12 GMT 1
Hun skulle til at løfte en hånd op foran sig, da han insisterede på at han ikke var perfekt. Hun havde nogle indsigelser, men hun nåede ikke at komme med dem. Han fik hende til at love ham at hun kunne holde en hemmelighed fra Quinten. Hun havde troet det ville være sværere for hende at love at holde en hemmelighed fra sin mand, men hun hørte sig selv sige, ”Selvfølgelig, Elliott…” til hendes søn. Hun klemte øjnene og brynene bekymret sammen. Havde han fået et barn med en tilfældig kvinde? Havde han spillet sine penge væk og var nu i stor farlig gæld? Hun var klar på at hjælpe ham med hvad end han måtte kaste efter hende, indtil hun hørte hvad der foregik. Hun bed sig i læben, ”Og du overvejede at tale med Vladimir først?” hun var fornærmet over at nogen kunne komme i betragtning før dem. Hun prøvede at skubbe det til side, og hun bevægede afreagerende sin hånd op til sit brune tykke hår, så hun kunne føre fingrene frustreret igennem det. ”Elliott, hvad modtog du fra alfaen? Hvem var det?” hun rystede på hovedet. Hun havde ikke været helt forkert på den, da hun overvejede om han havde forgældet sig.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Sept 4, 2021 15:58:14 GMT 1
Elliott forsøgte ikke at lade sig påvirke af sin mors fornærmelse. Det var vel bare naturligt at gå til sin lærermester? Specielt når objektet i spørgsmål indeholdt seksuelle antydninger. Noget, som han absolut ikke havde tænkt sig at dele med sin mor, hvis det gik. Han bed sig hårdt i underlæben og lod sine fingre tromme distraheret over bænkens kant imens han forsøgte at formulere sig så nydeligt som muligt. ''Et armbånd. Jeg sov da han satte det på, og så kom jeg til at gå uden at tage det af igen'', det var en ukarakteristisk mangel af årvågenhed beskaffet af den unge mand. Normalt var han kvik og omtænksom, men han havde været så freaket af alfaens ønske om at flytte sammen, at han i panik havde flygtet fra huset i New Orleans. ''Han hedder Armone Willow, han er en af tronarvingerne'', han kunne høre hvor stupidt det lød, og mærkede på ny hvordan hans kinder flammede op. Han hævede sin hånd, hvis knoer stadig var hvide af trommeriet på bænkekanten, og gav sig til at nive mellemkødet mellem næse og pande. ''Jeg ved det er dumt, men han er forelsket i mig, sådan rigtig forelsket'', han kunne ikke engang se på hende, hans kære elskede mor. Hvor mange gange havde de ikke hørt af seks blot var for prokrerering? Det var ihvertfald det som Quinten havde kaldt det. Men at være fanget i en gæld med en alfae, en royal alfae, virkede næsten endnu dummere. ''Hvis jeg tilbyder ham et objekt i bytte kommer han nok bare til at afvise det, og jeg vil ikke bytte skole til et eller andet idiotisk amerikansk sted, specielt ikke når jeg næsten er færdig... Altså far slår mig ihjel, han har altid sagt at jeg skulle lade alfae's være'', han stønnede nu højlydt og lod sig falde hårdt tilbage på bænken. Armone var desuden kun en af mange som havde gang i, men definitivt den værste.
|
|
|
|
Post by Freya Andromedius on Sept 8, 2021 20:03:04 GMT 1
Freya rystede langsomt og uforstående på hovedet, mens hun satte sig til rette på bænken. ”Et armbånd da du sov? Var han listet sig ind på dit værelse?” spurgte hun med et forvirret sæt øjne, der havde klistret sig til ham. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, og da hans navn blev nævnt og hans titel kunne hun ikke holde sig fra at tabe munden en smule – og endnu mere, da det kom frem at han var forelsket i hendes søn. ”Vi skal nok få dig ud af den her knibe, min Elliott… Om jeg så selv skal opsøge Armone, så skal vi nok sørge for at du ikke bliver opsøgt af det fjols igen. Sikken slange…” hvislede hun vredt. Hun klemte rundt om bænkens kant i et forsøg på at bide vreden i sig. ”Du har ikke gjort noget forkert,” lød det som om hun prøvede at overbevise dem begge om dette faktum. ”Men din far har ret… Man skal ikke fu*cke med alfae’s,” hun bed sig i kinden. Men man skulle heller ikke fu*cke med en mor.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Sept 13, 2021 9:59:45 GMT 1
Elliotts blik rettede sig straks bort fra sin moder, da hun påpegede mærkværdigheden af hele armbåndstingen. Han havde ikke tænkt sig, at forklare hende hvad specifikt de lavede, siden at han havde fået det på i søvnen. Han regnede ikke med, at hun ville blive vred på ham, men måske mere forarget over at hans løssluppenhed. Det var netop den skam, som steg ham til ørerne da hun postulerede at han ikke havde gjort noget forkert, han følte sig næsten beskidt. ''Jeg har ikke f*cket med nogen alfae'', svarede han en anelse kort for hovedet, selvom at han vidste at hun mente noget andet. ''Det var ham som ikke kunne slappe af'', han rejste sig fra bænken, med hjertet i halsen, inden han vendte sig mod sin mor. ''Hvad synes du at vi skal gøre? Hvordan skal jeg reagerer? Jeg er taget hjem fordi han hele tiden sender breve til min adresse'', han strøg frustreret hånden gennem det bølgede mørke hår. ''Skal jeg sende armbåndet tilbage?'', han hev det ud af lommen og viste hende det fornemme perlearmbånd i hånden, han havde ikke helt lyst til at hun skulle røre, med tanke på hvor det havde været.
|
|
