|
|
Post by Catherine Lockwood on Jun 28, 2021 20:25:12 GMT 1
Elliott AndromediusTid: Engang ud på natten Sted: Hotellets lobby Vejr: regnvejr Regnen stred i stride strømme ned udenfor den gamle bygning. Indenfor var tæpperne gentagne gange blevet renset i løbet af dagen. Catherine tolererede ikke en plet eller våd dråbe at finde vej længere end til receptionens disk, hvor messingklokken havde været tavs de sidste par timer. Alligevel var der stadig åbent, da hotellet også caterede for de natteravne som yndede at frekventere stedet. Vampyrer og fae sad stadig i baren hævet lidt fra gulvet og med udsigt over den storslåede lobby med lækre sofaer og udsigt til elevatoren der førte op i det ukendte. Bygningen var renoveret over flere gange, senest i 70'erne, hvorfor dens inventar bar præg af art deco stilen i højere grad end den gamle, gotiske facade måske gav indtryk af. Catherine havde givet Elise fri efter et lettere hysterisk anfald over at have siddet bag receptionen størstedelen af dagen. Selvom der var åbninger til vinduerne var de mørklagte med en film så lyset ikke kom ind udefra og spolerede den perfekte lyssætning som der havde opnået derinde. Victoria havde tjans bag den hævede bar, og Catherine stod og var ved at gennemgå kassen. Lyden at latter, klinkende glas og snak nåede hende fra baren deroppe og hun sendte den et skævt smil og blik fra under den klassiske, bredskyggede hat idet hun hørte svingdøren gå og hun så ned i kassen igen. "Åh darling, vi har lige lukket for i aften-" begyndte hun med sukkersød stemme inden hun drejede blikket mod den nyankomne gæste og hævede dog et slankt øjenbryn. "Men måske for din skyld kan jeg gøre en forskel?" bemærkede hun og lod blikket glide op og ned ad ham inden hun tog et hiv af cigaretrørets sorte spids.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Jun 28, 2021 20:34:11 GMT 1
Våd, træt og udmattet, skubbede Elliott døren op til det fornemme hotel. Han trak sin våde brune blazer tættere om sig, selvom den mere eller mindre føltes som en dødvægt på hans skuldre. Hans hår hang ned omkring hans kønne unge ansigt i krøllede våde lokker og med en enkel hånd måtte han drage det bort fra sine øjne så at han kunne betragte kvinden bag disken. ''Et værelse til en tak, gerne mod gården'', begyndte han idet han blev noget så uartigt afbrudt af hendes sukkerstemme. Han satte en albue mod bordets kant og lænede sig længere frem imens han tog notits af hendes blik. ''Jeg kan betale'', svarede han inden han gav sig til at klappe på sin brune blazer. Selvom at han lignede en druknet mus, var han stadig nydelig og velsoigneret. Frem for alt så han frem imod at tage et langt varmt bad. ''Min far er Quinten Andromedius, jeg er sikker på at han ville takke for tjenesten'', begyndte han med en venlig stemme som han lagde det sorte slanke kort på bordet, et af de hvor man straks vidste at han havde penge.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Jun 29, 2021 16:14:23 GMT 1
Catherines ansigt splittedes i et bredt smil som hun så kortet glide ned på den lakerede receptionsdisk. Hendes lange fingre greb det som plukkede hun hovedet af en bellisblomst og gled det igennem scanneren som bippede til hendes hjertes lyst. Hun sendte ham et smil fra under hattens skygge og gled kortet tilbage hen over disken så hendes negle skrabede lidt imod det.
"Så gerne, Mr. Andromedius," sagde hun med et smil der både viste hun kunne spise ham til middag hvis hun ville eller putte ham og synge en vuggevise for ham. Hun sendte et blik op til baren hvor hun kunne se Victoria betjene mandskabet deroppe og hun vidste at det stod hende ligefor at sende manden op på sit værelse. Men en Andromedius skulle ikke bare have en nøgle og en retning at gå i.
"Hvis De vil følge mig," sang hun med en lille latter i stemmen mens hun bevægede sig forbi nøglebrættet og greb en nøgle fra de øvre rækker. Hun smøg sig forbi receptionsdisken og hendes hæle klikkede mod gulvet mens hun bevægede sig elegant og stateligt imod elevatoren der skulle føre dem op til de øvre etager. Med Matthews hjælp var hotellet indrettet således at udseendet udadtil bedrog betragteren og der dermed indenfor var flere etager end man lige kunne se udefra. Det var smart og gav anledning til en del rygtespredning der kun højnede stedets popularitet. Dog var åben brug af magi og lignende forbudt, og Fae var omfattet af et forbud mod at vise særdeles stærke træk i lobbyen og baren, da normale, dødelige mennesker også af og til kom til hotellet og brugte dets faciliteter.
Hun trykkede på messingknappen og skød lågen fra elevatoren så de kunne træde ind. Hun sendte ham et bredt smil.
"Det er Deres første gang De besøger os, er det ikke, Mr. Andromedius?" spurgte hun som elevatoren gled i og de var alene i kupéen der langsomt, faretruende raslende steg opefter.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Jun 30, 2021 10:42:00 GMT 1
En anelse fortvivlet fra regnens strøslen og sin egen hurtige afgang, gled Elliott med den høje kvinde. Hendes bryst hoppede noget så hyggeligt som hun svansede forbi og Elliott kunne ikke lade være med at bide mærke i de vuggende hofters lokkende motion. Han fulgte med hende imens han genvandt sit charmerende smil, og strøg de våde - og nu krøllede - lokker tilbage så at intet hang i hans ansigt. ”Tak, Madame-?”, han så afventende på hende imens de fandt vej ind i den trange elevator. Lettere uopmærksom på hendes spørgsmål gled han sine fingre over de mange dekorationer som kærtegnede han dem. Quinten havde altid kaldet ham en pilfinger, og indtil han havde fattet akademisk interesse for det smukke, havde han altid blevet frabedt pilleriet. “Måske som barn”, svarede han som han genvandt sit fokus. “Mine forældre plejede ofte st tage mine brødre og jeg ud på rejser. Det skulle ikke undre mig om de havde haft os forbi her”. Han vendte sig mod hende og lod sit blå blik stryge over hendes krop, langsomt som han tjekkede hende ud uden den mindste skam. “Jeg tror dog jeg ville havde husket dem”, med disse ord kom elevatoren til sit stop og Elliott fulgte hende ud.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Jun 30, 2021 11:07:13 GMT 1
Gangen de kom op til lå øde hen. Dør efter dør rangerede på hver side indtil korridoren knækkede og ledte endnu dybere ind i komplekset, det sirligt mønstrede tæppe bedrog blikket og fik gangens perspektiv til at strække sig næsten i det uendelige, et velkendt sansebedrag som var noget Catherine altid havde nydt. Menneskenes magi, kaldte hun det. Der var stille som graven, det var sent på natten men der var alligevel en del klienter af vampyrerne der yndede at bruge stedet som deres faste bopæl. Catherine var ligeglad, så længe de betalte og ikke lavede unoder, var de velkomne som hendes gæster. Blussene i de små messinglamper på de tapeserede vægge var blidt og dæmpet og gav anledning til at de lidt urolige mønstre i tapetet trådte mere frem.
"Lockwood, Catherine Lockwood," svarede hun på hans spørsmål til hendes navn da de endelig trådte ud af elevatoren og begav sig hen ad gangen. "Det undrer mig, min ven, da jeg ellers er ejer af etablissementet," sagde hun sødligt mens de gik, hendes hæle denne gang stille imod det tykke gulvtæppe. De rundede et skarpt hjørne og fortsatte hen ad gangen. En rengøringsvogn stod udenfor en lukket dør og nogle blodige lagener kunne ses i vasketøjskurven. Inde bag døren lød det som om et regnvejr var igang med at vaske rummet rent. "Men det kan selvfølgelig være en af mine døtre De har mødt. Vi har ligget her i Edinburghs ældste kvarter i et par århundreder. Jeg husker tydeligt din far første gang han var her, tror det var tidligt i 1700-tallet, tilbage da hotellet stadig var gotisk indrettet. Åh ham og vampyrfyrsten havde nogle forrygende aftener her!" klukkede hun inden de standsede ved døren og hun vendte sig imod ham med et smil inden hun låste op og skubbede døren ind så han kunne gå indenfor.
"Et styks værelse med udsigt til gården," præsenterede hun den lille suite og fulgte selv efter.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Jun 30, 2021 13:41:13 GMT 1
Elliotts blik faldt på hende på ny som de fandt vej ud af den trange elevator. “Så længe kan du vel ikke have ejet det?”, spurgte han som et kompliment til hendes udseende, det var først da hun begyndte at tale om 1700 tallet, at han id så at hun vel nok var vampyr. Derfor fik hendes udtale ham også til at slå et fornøjet smil op. “Det må have været en forfader du har mødt… min far er en ganske almindelig magiker”, svarede han venligt, uden at undre sig over venskabet personen havde haft med Matthew. Fyrsten virkede jo til at være vældig engageret i deres familie, for slet ikke at tale om venskabet med hans far. Døren åbnede sig til det mørke rum med en knirken. Med et enkel svip fra tryllestaven han præcis havde hevet ud af lommen, tændtes lyset i værelset og revealed den fine lille suite. Den var udemærket med lange gardiner og sengetøj som så ud som det blødeste egyptiske bomuld. Han vendte sig mod Lockwood kvinden og sendte hende et charmerende smil. “Det er perfekt”, sagde han inden han stillede sin taske inden for døren og gik ind hvor han begyndte at knappe sin skjorte op. “Jeg er plørrevpd”, brummede han.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Jul 1, 2021 13:30:04 GMT 1
Catherine studsede lidt over hans overbevisning om hvem Quinten var i familie med. Hun var selv overbevist om at manden enten var så stærk en magiker at han havde knækket koden til alderdom, eller også var blevet forvandlet til vampyr i smug, selvom det ikke var det, hans duft gav indtryk af. Det havde været den samme duft de sidste 400 år.
"Interessant, dine forfædre må have umådeligt mange genetiske træk der går igen så," sagde hun mens hun lod blikket glide over ham. Hun havde set de unge Andromediusser før, imens de voksede op når Quinten og Freya Andromedius indlogerede sig, og ingen af dem lignede så specifikt Quinten, som denne "forfader" havde gjort. Selv duften var den samme. I hendes sind var der ingen tvivl, men hvad gjorde så manden så gammel uden at have et gråt hår på hovedet?
Hun lod hånden fraværende glide over det gamle bord der stod lige indenfor døren og fulgte ham lidt med blikket. Hvad kunne man bruge sådan en Andromedius til monstro?
"Er der nogen speciel anledning til dit visit alene?" spurgte hun. "Jeres familie plejer at besøge alle sammen på én gang, skal jeg forvente flere gæster imorgen?"
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Jul 4, 2021 9:54:40 GMT 1
“Ja det er helt vildt, du skulle se billederne”, svarede Elliott en anelse ufokuseret alt imens han var gået igang med at tage den våde blazer af for at afsløre n endnu mere våd skjorte det havde suget alt fugten til sig. Han havde ofte set billederne af familien gennem tiderne, og de havde tydeligvis stærke gener. Det havde overrasket ham at hverken han eller hans brødre havde fået samme udseende som Quinten, men måske Felix bare skulle vokse ind i det. “Der er jo meget indavl i Andromedius slægten, det er måske derfor at de ofte ligner hinanden”, fortalte han egentlig mest som en kommentar, han vidste jo at hans forældre var relaterede ganske nært som så mange andre store troldmandsslægter. Elliott gled nu skjorten af hans skuldre og følte hvordan det kolde våde stof slap ham og endelig lod hans nøgne overkrop varme i det fine værelse. Han var høj, spinkel men veltrænet. Hans private tutor plejede at sige at krop og sind hang sammen, hvorfor at han sjældent fik lov til at bare sidde og døse som alle andre belæste. “Åh jeg kom bare ud for noget bøvl”, svarede han som var det bare en bagatel som havde landet ham der. Han turde næsten ikke tænke på alfaers vrede når han vågnede alene i den store himmelseng. Elliott havde endnu ikke set det hvide perlebånd om sit håndled, for hvis han havde, havde han nok været mere bekymret. “Så det er bare mig denne gang og jeg regner med at forlade rummet i morgen, jo mindre der er god grund til at blive”, på ny vendte han sig mod vampyren og sendte hendes krop et flygtigt blik.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Jul 4, 2021 13:25:52 GMT 1
Han dampede af hemmeligheder som fugten fra hans tøj, der langsomt blev fjernet fra hans krop. Hun kunne mærke varmen pulsere fra hans hud, den dunkende lyd af et levende hjerte og brusende blod helt ud til fingerspidserne. Hans odeur osede af ungsindighed og lyst. Hun fugtede de røde læber mens hendes blik sprang lidt over hans krop inden det fandt armbåndet om hans håndled. Det var en farlig ting, magisk og med fae-oprindelse. Et øjenbryn skød i vejret inden hun tog et hiv af det sorte, slanke cigaretrør og placerede det med spidsen i askebægret.
"Bøvl med fae-folk ser jeg?" spurgte hun og nikkede sigende imod hans armbånd. "Din far er måske ikke sat ind i situationen? Jeg kan skrive dig op inkognito," hun begyndte langsomt at nærme sig ham, "for en ekstra pris, selvfølgelig," tilføjede hun og endte foran ham, tårnende høj og med hænderne let foldet over barmen inden den ene hånd rakte ud og en kold og bleg finger strøg en enkelt regnvåd lok af hans brune hår bort fra hans pande.
|
|
