|
|
Post by Emma Belle on Jun 22, 2021 18:20:10 GMT 1
Lucilla LocketTid: lørdag, lidt over middag Sted: Det 3. Sinds tempelsal Vejr: mildt overskyet men varmt Emma sad på kanten af det lave bassin der var i midten af salen og hvor vandet dryppede ned i bassinet som en blid plaskende regn fra glaskuplen ovenover. Lyset var mildt og rart, ikke skærende fra sollyset men filtreret og kastede sig over salens lyse fliser og de høje søjler der holdt det hvælvede loft oppe. Hun var iklædt den hvide renselsestoga og havde netop færdiggjort sin daglige renselse og sad på bassinkanten, lænet tilbage med ansigtet vendt op og øjnene lukkede. Der var ikke mange i templet her om lørdagen, specielt ikke på denne tid af dagen. Så mange tilhængere dyrkede deres tilbøjeligheder fredagen forinden og ville først dukke op senere, men Emma sad alene og indhyllet af en salig ro som ekkoet fra den faldende, magiske regn fyldte rummet, gav hende. Hun lod følelsen af vandet der stadig omsluttede hendes lægge køle hende af og hun følte tankerne flyde og blive ét med vandet, rene og rolige, salige tanker. Hun havde været oprørt de sidste par dage over hendes datters samtale i palæet. Hun mærkede til stadighed et stød i brystet når hun tænkte på at der måske var en risiko for at hun ville finde vej til Matthew Darklighters kløer. Hun sank en klump og skød den ubehagelige fornemmelse bort, da lyden at skridt mødte hendes ører. Hun åbnede øjnene og så en skikkelse komme nærmere, blændende smuk og ung var hun altid et syn for guder, den unge Lucilla Locket. Emma smilede venligt til hende. "Ah, Lucilla, kommer du for din daglige renselse?" spurgte hun med et mildt tonefald. Hun behøvede ikke bistå den unge pige i ritualet hvis hun ikke ønskede det.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 22, 2021 18:54:15 GMT 1
Lucilla havde ikke været hjemme efter at have brugt sin nat på Darklighterpalæet. Hun havde ikke kunne sove og hun havde ikke kunne falde til ro. Hun havde bildt sine forældre ind, inden hun var taget af sted om fredagen, at hun sov hos en veninde - og de havde heldigvis valgt at tro på hende denne gang. Hun anede ikke hvordan hun var havnet foran templet, men nu var hun her. Udmattet og øm efter den lange nat.
Den eneste hun spottede nu ved templet, da hun kom indenfor, var hendes rektor og elskede mentor, Emma Belle. Hun kunne næsten ikke se hende i øjnene, som hun målrettet bevægede sig hen til bassinet, for at rense sig selv. Det der skete i nat havde både vækket lyst og skam i hende på samme tid. Hun hældte vand på sine arme i et forsøg på bogstaveligt talt at vaske sig selv ren. ”Hej, Miss Belle… Ja, jeg var her ikke med mine forældre igår, så jeg tænkte at jeg ville komme i dag og sørge for en grundig rensning.” svarer lød nærmest indøvet og mekanisk, inden hun begyndte at mumle en lille uhørlig bøn for sig selv om testraler og vampyrer, mens hun lukkede sine øjne. Det havde været så overvældende. Hendes blege hud havde røde mærker af forvirringens ophidselse.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 22, 2021 19:18:37 GMT 1
Da Lucilla trådte nærmere og ned i det lave bassin var det tydeligt at hendes krop havde været igennem noget, der havde sat nogle spor, ikke decideret tydelige mærker eller lignende, men hendes muskler virkede udmattede og hun var ikke så rank og tapper som hun plejede at se ud. Mild rødmen og træge, dirrende fingre og ben lod til at være punkter Emma kunne se var hendes byrder. Hun sank en klump og sukkede lidt tungt. Det var ting hun kunne genkende, alt for godt. Den skæbnessvangre aften alle de år siden hun havde besøgt palæet saligt henført af vampyrfyrsten selv dengang, og senere taget brutalt på alteret der tilhørte Det Forbudte Sind, det besudlede sind.
Hendes læber var let adskilt inden hun rejste sig langsomt og gik nogle få skridt hen over imod den unge pige og tog den lille glasskål til at hælde vand op og skylle sig med fra hendes dirrende hænder.
"Her, lad mig hjælpe," sagde hun blidt som en omsorgsfuld mor. Alle unge børn der kom i templet følte hun et moderligt forhold til. De var hendes børn ligesom de var Adonums. Hun begyndte langsomt at skylle hendes arme og hænder inden hun hældte vandet over hendes skuldre og bryst og endelig det blonde, smukke hår der så ud til at have været igennem en mere begivenhedsrig nat. Hun fremsagde stille en renselsesbøn mens hun lukkede øjnene og med sin magi gjorde vandet tungere når det ramte, mere hårdtslående men uden smerte, mere dybdegående uden at skade. Hun åbnede øjnene og sænkede skålen ned til vandoverfladen imellem dem.
"Sig mig, er der noget på sinde, min kære?" spurgte hun stadig mildt og omsorgsfuldt, men også med en snert af bekymring i stemmen.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 22, 2021 19:27:35 GMT 1
Lucilla gjorde ingen indvendinger, da Emma begyndte at hjælpe hende med en rensning. Hun lukkede øjnene og mærkede vandet over hendes arme. Huden sitrede af følelsen og hun kunne mærke en klump der samlede sig i halsen på hende. Det var stille. Kun lyden af vand, arbejdende hænder og åndedræt kunne høres i det store tempel. Da hun igen åbnede øjnene, fordi Emma havde spurgt hende om hun havde noget hun ville tale pm, der var hendes øjne våde og klumpen i halsen løsnede sig i et lille hulk. Hun lænede sig ind mod templets moder og hvilede sin pande mod hendes brystkasse. ”Det har bare… været en lidt… uoverskuelig nat.” snøftede hun. Hun havde ikke lyst til at kigge på nogen. Hun ville bare have vasket skammen af.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 22, 2021 19:38:07 GMT 1
Det lille hulk bredte sig som krusninger i vandet fra den unge pige, og Emma lod hendes pande ramme sit bryst inden hun lod en enkelt arm omslutte hende og holde hende tæt i en mild omfavnelse. Den anden hånd lod skålen sejle bort i vandet med vuggende i små skvulp, der gled gennem vandet, mens hun lod den anden arm glide omkring hendes skuldre. Hun hvilede sin hage lidt mod de blonde, våde lokker inden hun kyssede Lucillas hårpragt.
"Natten er til for at vi kan møde lyset og vandet dagen derpå, og lade sorgerne fortone sig i renselsen. Men fortæl mig hvis dit hjerte er tynget, mit barn, jeg kan ikke have min yndlingsstudine går tungsindig herfra," sagde hun og frigjorde langsomt Lucilla fra sit kram for at kysse hendes pande og guide hende hen til bassinets kant hvor hun fik hende skubbet lidt op så hun kunne sidde og Emma kunne stå foran hende, som vandets gudinde der opslugte hendes hvide toga, der hang klæbende og gennemsigtig til hendes fugtige krop. Det samme var tilfældet for Lucilla efter hun var blevet overhældt med vand.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 24, 2021 19:41:14 GMT 1
Lucilla gjorde ingen indsigelser imod at blive placeret på kanten af bassinet med Emma foran sig. Hun sad ganske stille og lod hende sige sin bøn. Det hjalp. Det undrede Lucilla at så få ord kunne få hende til at mærke luften i hendes lunger og varmen i hendes hænder. Langsom hævede hun sit blik for at se på den moderlige kvinde, der i sin hvide våde kjole kunne forveksles med en frelser eller gudinde. Lucilla selv sad og følte at hun blot så ynkelig og våd ud.
Hendes kinder var blege, mens hun prøvede at finde ord for hvad der var sket sidste nat. Det havde ikke været en direkte ubehagelig nat, men det havde føltes som om hun var trådt ind i en verden, hun nu overvejede hvor længe og hvor meget hun var blevet afskærmet fra. Som Prometheus der havde fundet ilden, havde Lucilla nu fundet Darklighter palæet, og hun havde givet sin krop til en anden. “Jeg var…” festerne ved Darklighterpalæet var fortrolige, sang en lille stemme i hendes hoved “...Ude i nat,” sagde hun, som om det ikke havde været åbenlyst at hun bestemt ikke havde været indenfor. “Og jeg lod mig forføre af en mand… og jeg tror ikke at det kommer til at føre til et ægteskab,” hun krydsede armene under hendes bryst. Hun vidste ikke om hun lød for naiv - hun vidste at Thereza bestemt kunne finde ud af bolle til højre og venstre uden at gifte sig med alle hun spredte benene for. Hun snøftede, “Og jeg blev overtalt til… Jeg lod mig overtale til… Jeg var nysgerrig, så jeg…” hun kunne ikke finde ord, nu hvor hun sad med en, hun ønskede respekterede hende. Det her føltes ikke som noget, man kunne vinde respekt på. Hun tog sig en dyb indånding. Det var det ene at lade sig forføre - men at hun på nogen måde havde deltaget i en akt, der involverede fremmede mænd og hendes veninde, Thereza, det føltes forbudt.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 24, 2021 19:53:09 GMT 1
Emma stod foran hende, armene åbne og sindet ligeså. Hun hørte de få ord der skulle til for at hun kunne forstå alt hvad der var hændt, og hun mærkede hvordan hendes hjerte slog hårdere og hendes fingre greb ud efter Lucillas hænder som hun samlede i sine. Hun så på hende, inderligt, forstående, hendes moderinstinkt var slået til og tikkede afsted som en tidsindstillet bombe. Ingen navne var nævnt, men det var som om en lille klokke ringede i baghovedet på hende så hun næsten levende kunne forestille sig hvad der var sket. Fredage var som regel festdage, og hun vidste hvilken fest der var i palæet fra tid til anden. Lucilla var endnu et hjortekranie på væggen hos jægeren. Hun samlede den visdom hun kendte til og lukkede øjnene kortvarigt for at tage en dyb indånding og finde roen og styrken hun havde brug for, til at give til pigen foran hende.
"Forførelse er Gudernes guide til et liv i evig ekstase," sagde hun langsomt for at gengive teksterne. "Så længe dit hjerte er med dig, er der intet fejlbarligt i at give efter for kødelige lyster, med en man holder af. Men hvis dit hjerte ikke var med dig, mit barn, så kan guderne straffe den ansvarlige, hvis I er af samme Sind. Var han det?" spurgte hun forsøgende. Det var kendt at indenfor Det 3. Sind var der visse retningslinjer som var vigtige at overholde. Hvis man gik udenfor Sindet og var med andre end tilhængerne af ens eget Sind, kunne man ikke gøre et forsøg på at straffe vedkommende, hvis samværet havde været imod ens vilje. Det var præcis hendes fejltagelse tilbage i tiden da hun havde ladt sig overrumple af vampyrfyrsten selv.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 24, 2021 20:28:21 GMT 1
Lucilla så op i øjnene, der ligeså godt kunne have været øjnene på Moderen selv. Hun vidste alt. Det begreb hende ikke, hvordan den kvinde kunne være så vis, som om hun altid havde eksisteret. Hun klemte hendes hænder, i en søgen efter omsorg og trøst.
Hun ønskede ikke at straffe Matthew, så hun kunne ikke være skuffet over at han ikke kunne straffes. Han virkede ikke til at være af deres sind, og hun havde aldrig set ham i deres tempel før.
“Vi er ikke af samme sind… Men jeg holder af ham og det var ikke tvang,” hun rømmede sig og hun blev ved med at holde fast i hendes hænder, bange for at blive kastet bort på et øjeblik, selvom hun nu var blevet mindet om at Guderne tillod at man gik i seng med dem, man holdte af. “Han er så klog og dannet - jeg har aldrig mødt en mand som ham… Men han skræmmer mig også. Jeg er ikke nok til ham og jeg tror han er alt for meget for mig.” Alligevel havde hun ikke lyst til at stoppe med at opsøge ham. Hun havde bidt i æblet, smagt saften og nu ville hun have mere. “Hvordan ved man om den man er forelsket i er for meget for en?” hun ville ønske der var et sted hun kunne stille sine spørgsmål. Skrive dem ned og få svar fra nogen der vidste bedre. Hun løsnede sit greb om Emmas hænder, langt mindre oprørt end hvad hun havde været da hun var trådt indenfor i templet. Hun var ren nu og hun følte sig igen mere vågen, selvom hun hårdt havde brug for søvn.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 24, 2021 20:42:47 GMT 1
Emma smilede og mærkede hvordan meditationen gav vej i Lucillas sind. Hun skubbede hendes knæ lidt til side så hun kunne stå imellem dem, imellem hendes våde lår og vandet det skvulpede omkring dem mens hun stadig stod i bassinet og Lucilla sad på kanten. Hun slap hendes hænder men lod sine falde på hendes skuldre istedet, varme og omsorgsfulde.
"Der findes ikke svar på kærlighed, for det er vel det, du føler. Forelskelse er ikke noget man skal sky, man skal omfavne det, betragt det som Gudernes velsignelse af dit sind mens det varer, og efter det ophøje det, der kommer ud af kærligheden og den elskov der finder sted. Jeg antager at han... måske er mere etableret i samfundet? Måske... ældre end du er?" spurgte hun forsigtigt og så undersøgende på Lucilla. Det var blot en antagelse men hun var næsten sikker på at det var den samme mand de snakkede om.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 25, 2021 17:03:43 GMT 1
Solens stråler malede sig på templets malerier, statuer og indrisninger i gulvet, som alle havde de kendte symboler, der altid synes at gå igen i Adonum, på tværs af de mange sind. Faderen, moderen, testralen og slagpoplen. Hun følte sig tryg i Emmas nærvær og hun sukkede, fordi hun endelig var ved at falde ned. Hendes kinder rødmede en smule, fordi den voksne kvinde havde været modig nok til at antage at Lucilla måtte være forelsket. Lucilla var heller ikke typen til at lade sig forføre, uden at have følelserne med i det, så selvfølgelig måtte hun være forelsket. ”Han er ældre, ja… og yderst succesfuld. Det er derfor jeg blev ulykkelig, for jeg er bange for at det måske stopper os.” hun rømmede sig og sendte Emma Belle et svagt smil, ”Jeg tror ikke det kan lade sig gøre.”
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 25, 2021 17:09:40 GMT 1
Med en let kroget finger under Lucillas hage løftede hun hendes ansigt lidt op som for at nærstudere en smuk skulptur hun netop havde færdiggjort. Deres øjne mødtes og hun var tavs nogle øjeblikke inden hun endelig mønstrede et smil, alvorligt men inderligt på samme tid.
"Kæmp for det du tror på, ikke hvad andre forventer af dig, Lucilla," sagde hun med et moderligt tonefald, autoritær men også blid. "Det er kun dig der vælger hvilken vej det skal gå, og du kan aldrig vide om noget kan lade sig gøre uden at undersøge det først." I og for sig vidste hun godt det var dårlig rådgivning, men det var immervæk det, der var kimen i hendes livs succes. "Prøv og måske falder det hele til jorden, men du kan ikke sige at du ikke gjorde et forsøg, og du kan fortsætte videre, den erfaring rigere," tilføjede hun som en slags plaster på hendes egne ords sår. Lucilla var mild og hendes sind nemt at forme med de rette redskaber, og hun vidste præcis hvem der kunne modelere hende lidt for godt. I sit stille sind håbede hun at Lucilla ville give sig i kast med ham og ende med en afvisning der kunne lære hende noget godt om mænd og hvem de virkelig var.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 25, 2021 17:23:35 GMT 1
Det trak i Lucillas mundvige, mens hendes rektor så hende ind i det mørke blå øjne. Inden hun var trådt ind i templet havde hun troet at hun måske ville drukne alene i bassinet, men hun havde fundet Emma her inde, og hun havde fået hende op til overfladen igen. Hun havde taget en indånding, da hun havde løftet hendes ansigt med en finger, og hun udåndede først, næsten letter, da hun rådede hende at kæmpe for det hun troede på. Der var altså håb. Selv de voksne og erfarne kunne se at der kunne være håb for dem. Lucilla ville lære af Matthew og vide hvad han vidste. Hun ville blive så god at hun kunne imponere og overraske ham hver eneste dag. Hun ville aldrig være kedelig.
”Tak… Du må virkelig være sendt af guderne.” Hun lagde en hånd blødt mod hendes arm og gav den et kærligt klem, før hendes hånd igen landede i hendes skød, og smilet bredte sig tydeligere på hendes ansigt, ”Jeg har det meget bedre nu.”
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 27, 2021 16:09:00 GMT 1
Emma smilede og lagde begge sine hænder forme sig om Lucillas mildt blussende kinder inden hun trak hendes ansigt nærmere og placerede et ømt kys på hendes pande førend hun trak sig lidt bort og slap hende.
"Kom, lad os få klædt om, morgenandagten er lige om lidt," foreslog hun og hjalp Lucilla med sig op ad bassinet og tilbage til omklædningsrummene.
//out
|
|
