Cast no shadow

Monica havde været nervøs virkelig nervøs, hun havde gjort sit yderste for at se ordentligt ud, hendes make-up var lagt perfekt, håret var sat op som altid. Tøjet var nøje udvalgt, dog havde hun haft lidt udfordringer med at finde noget som ikke var alt for vintage men samtidig var noget hun kunne lide at have på, hun elskede sit vintagetøj og bryd sig ikke som sådan om at gå i moderne tøj. Men samtidig ville hun heller ikke have Hr Darklighter til at tro at hun var gammeldags og låst fast i en tidslomme hun slet ikke tilhørte.

Da de omsider var noget til stedet og Monica stod udenfor hvor hun ventede på at skulle ind, så hun på sin mor, man kunne se hun var nervøs lige som også altid være når hun skulle til eksamen. Hun havde givet hendes mor et blidt klem og kys på kinden samt lovede hende at hun nok skulle gøre det til perfektion og med hendes ord i mente som hun havde fået afvide den nat hun var kommet ned til hendes mor i stuen.

Monica var trådt ind og stod pænt og ventede lidt nervøst og med et blidt smil på læberne, hun var vild med deres valg at tapet og belysning. Det gjorde det en anelse skummelt og uhyggeligt men også hyggeligt, der var noget over som hun kunne lide. Dog blev Monica revet ud af hendes tanker, som hun blev kaldt ind vendte hun sig mod sin mor og nikkede blidt til hende. ”Det skal nok gå, jeg skal nok klare den” hviskede hun tilbage til sin mor, og lod sig få det lille puf, før hun gik mod Hr. Darklighter. ”Ja” kom det blidt og silkeblødt fra hende med et smil på læberne, man kunne ane nervøsiteten i hendes øjne, men den var ikke gennemgående, der var langt mere selvsikkerhed i hende end nervøsitet. Imens hun bevægede sig med hendes blide bevægelser mod ham, havde hun hænderne blidt samlet foran sig som om hun holder sig selv i hånden.

Følelsen af hans hånd på hendes ryg, fik hende til at bide sig usynligt i underlæber, hun var aldrig blevet rørt sådan af en mand før. ”Nej Hr. Darklighter, jeg vil gerne tage samtalen alene, det gør det mere seriøst og viser at jeg kan stå på egne ben” Sagde hun og som hun fulgte med hen til bordet og stolen, hun satte sig på stolen og lagde blidt det ene ben over det andet, så hendes under ben ’hang’ over det andets ben knæ. Hvilket gjorde at lidt af hendes lår kom til syne hvis man kiggede til siden, kjolen hun havde gået hende til kun lige under knæene når hun stod op, hun bar tydeligt ikke nylonstrømper eller andet lignende under kjolen andet end hendes bare hud, hendes tynde og silkebløde hænder hvilede blidt på hendes lår, imens hun sad med ret ryg, så hendes bryst nok blev skudt frem og derfor var mere markante at se i hendes tætsiddende kortærmet trøje hun havde på, som hun sad der strålede hun at selvtillid og dannelse, hun var godt opdraget. Hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget eller om hun skulle afvente ham, faktisk anede hun ikke hvordan det var at være til en jobsamtale hvilket måske og kunne anes på hende

Monica havde fået afvide at man skulle sende sine skole karakter man havde fået når man sendte en ansøgning dem, havde hun derfor også sendt med i sin ansøgning og der var ikke andet end topkarakterer i dem. Hun så på ham og nikkede som hun fulgte hans hænders bevægelser og blækpennen, det varmede hendes hjerte at se han også brugte blækpen, det hældte hun også selv til. Hans håndbevægelse var perfekte og fine, hvorfor hun lagde mærke til dette, vidste hun ikke.

Hun rettede dog hurtigt blikket op, som han stoppede med at skrive og igen så på hende, en lille knude mærkede hun i sin mave og hun bed sig svagt i underlæben. Mens hun lyttede til hans ord, før hun kort rettede lidt på sig mens hendes blik hvilede blidt på hans og derfor ikke opdagede kjole gled lidt længere op så mere hud blev synligt. ”Det mener jeg bestemt Hr. Darklighter. Jeg er ung og lærenem, jeg går meget op i orden og at tingene bliver udført til perfektion. Jeg hviler meget i mig selv, og samtidig kan jeg arbejde hurtigt hvis jeg er tidspresset og stadigvæk lave tingene perfekte. Jeg hader at komme for sent, så kommer hellere end gerne lidt for tidligt. ” kom det fra hende med et smil, inden hun forsatte ” Jeg læste om deres virksomhed og kunne se at den er stor og anerkendt, jeg ønsker at blive færdig uddannet det perfekte sted, for en plads i en god og anerkendt virksomhed vil kunne være med til at forme mig til den perfekte sekretær. Samt giver mig de bedste muligheder for at kunne udvikle og få endnu mere viden samt erfaring. Jeg vil gerne at min uddannelse og job er det som jeg skal leve af resten af mit liv, og et sted der er godt og anerkendt vil kunne give mig de bedste vilkår, for netop at kunne opnår min drøm. Forklarede hun overvejende, hun tøvede ikke mellem hendes ord men de kommer heller som var det en indøvede replik men derimod direkte fra hjertet. Hun stoppede sin lagde talestrøm for at lade Hr. Darklighter kunne sluge ordene og bearbejde dem, hun håbede inderligt ikke at han ville afvise hende, for dette var det perfekte sted, den perfekte virksomhed! Og ting der ikke var perfekte, kunne hun ikke bruge til noget.

Havde hun sagt for meget? Næppe, så havde han nok afbrudt hende. Blikket fulgte hans hænder, hans skrift lignede hendes egen på en prik hun havde aldrig set en skrive lige så perfekt som hende selv på den måde. ”Tak Hr. Darklighter” svarede hun som man kunne se at hans ord, gjorde hende mere selvsikker og fik hende til at rette lidt på sig, da hun opdagede at kjolen var gledet nedad, hun skyndte sig at rette på den, da hun havde opdagede han kiggede på hendes ben, en lille svag rød farve kunne spottes på hendes kinder, dog fik hun den rimelig hurtigt til at gå væk, ved at hun kort vendte blikket fra ham indtil han bevægede sig over til hende igen og lænede sig imod bordkanten foran hende.

Hans ord lyttede hun opmærksomt til, det krævede en del? Og han krævede en del af sine ansatte? Det fik hende med et stort smil på læberne til at svare ”Jeg tænker enhver fornuftig og professionel Chef gør af deres ansatte Hr.” Svarede hun for at vise at hun havde forventet det og ikke ville have noget imod det. Matthews efterfølgende ord, undrede hende det virkede som om han prøvede at skræmme hende? Men ikke på den normale skræmmende måde, men en måde på at teste hende? Hun kunne forklare det præcist men hun lod sig ikke ramme af det. ”Jeg ved ikke hvad det indebærer Hr. Men jeg vil ikke skuffe dem og jeg kan tiltræde kursuset når de har en ledig plads” sagde hun og så ham kort i øjne, med et blik der tydeligt talte at hun egentligt ikke havde lysten til at vide det store om kursuset for hun var klar og indstillet på at skulle have den plads som han personlige sekretær. Hun huskede kort på hendes mors ord, og mærkede en lille fortrydelse i at hun ikke spurgte ind til hvad det indebar, for hvis nu hun ikke syntes om kursuset? Kunne hun ikke få pladsen men hun ville heller ikke bringe skam overfor sin familie og slet ikke sin mor, det gjorde hendes bror mere end rigeligt.

Hun så på ham, hun var ikke så nervøs længere som da hun trådte ind af døren, han virkede slet ikke som det hendes mor havde fortalt om ham, tværtimod virkede han som det stikmodsatte og dog…… Hun mærkede hans hånd på hendes lår! Hendes lår! Ingen fyr havde fået lov at røre hendes lår! Og nu stod Matthew Darklighter og rørte hendes lår! Havde det været en hver anden fyr, havde hun personligt bedt ham holde sine beskidte hænder for sig selv, og nok også tanker! For fyre der gjorde sådan, de havde kun en ting i tankerne! Og den ting ville hun slet ikke tænke på! Og slet ikke om Matthew Darklighter! Han var en stor mand! Ejer af en stor og anerkendt virksomhed! Alligevel stivnede hun kort, og så ned på hans hånd. Han ville kunne mærke hendes silkebløde hud, der virkelig blev plejet og ydet omsorg om, så det var lige så perfekt som hende selv.

”Ja Hr. Darkligther, øhm jeg mener Matthew” svarede hun på at hun bare skulle kalde ham Matthew, hvilket hun bestemt ikke var vant til! Hun var ikke på fornavne med folk der ikke stod hende nært, altså hendes familie eller tætteste veninder. Hans hånd havde kort hyllet hende helt ud af det, men fattede hurtigt fatningen igen. ”Det glæder mig at høre Matthew, jeg er ikke vant til at være på fornavne med folk, jeg beklager virkelig hvis jeg glemmer det. ” Sagde hun og håbede på at han havde forståelse for det. Hans smil var specielt så vild og dyrisk, hun var ikke helt sikker på om det var et godt tegn, men han virkede så blid og rolig.

Det var dog en lettelse da hånden blev fjernet og han lænede sig op ad bordet igen, hvor hænderne blev sat i kanten af bordet, så vidste hun da hvor de var. ”Familierelation, altså jeg bor hjemme hos min mor sammen med min lillebror. Kærester, forlovede, gift? Nej Hr. Jeg har endnu ikke mødt den rette og jeg er ikke en føjter. ” Sagde hun og så på ham med en letter alvorlig mine, for at understreje hun bestemt ikke gjorde sig i sådan noget endnu.

Al begyndelse er svært, det var rigtigt men det var ikke sværere end man selv gjorde det til, det vidste Monica! ” Det skal jeg huske Lord Darklighter” Sagde hun og sendte ham et nik for at bekræfte at det var forstået. Der kom et lille grin på hendes læber ikke højt eller med lyd, som hun blinkede til ham, det fik hende til at bide sig kort i læben, før hun tog sig selv i det og kort kiggede ned før hun rettede blikket op igen, da han var begyndt at gå rundt om hende. Skulle hun følge ham med blikket? Eller blive siddende som hun gjorde? At kigge efter ham, ville være det samme som hvis hun kiggede efter en fyr på gaden, hvilket hun aldrig gjorde! Og det var profesionelt at gøre, når man sad til en jobsamtale.

Hun rettede sig dog lidt op, da hun kunne mærke at hun slappede lidt for meget af i kroppen. Han fik hendes store og blide smil, da han igen endte foran hende. ”At mænge sig med andre særligt mænd når man er en ung kvinde, fjerner ens fulde fokus og koncentration så det vil ikke ske fra min side af. Overnatte? Jo vist det vil jeg kunne, mere fordi jeg bryder mig ikke så meget om at gå ude om natten alene, man ved aldrig hvad der kan ske en. Jeg vil ikke kræve noget vildt og voldsomt sted at overnatte, så længe jeg har muligheder for at kan gøre mig i stand om morgen inden jeg skal møde ” Sagde hun og smilede op til ham.

Monica vente blikket rundt i hans kontor og hendes øjne fandt væggen med alle hans bøger, et stort smil formede sig på hendes læber, ”jeg kan se de nyder litteraturens verden? kom det blidt fra hende, før hun vendte blikket tilbage mod ham.

Monica genkendte hans smil og nikkede ”Det vil være mig en ære ” kom det blidt fra hende, som han begyndte at fortælle, ”Jo vist, læsestof må man aldrig gå ned på” kom det med et lille grin fra hende. Hans ord om hvad han havde, det gik næsten lige i hjertet på hende. Allerede nu gjorde hun sig tanker om hvilke bøger han mod havde samt hvilke forfattere og skrifter han måtte ligge inde med. ”Det lyder spændende, viden kan man aldrig få nok af, jeg ville elske at lære mere om fortiden, også gerne for 600 år siden” sagde hun inden hun blidt og elegant rejste sig fra stolen, lod hendes hænder blidt glide fra hendes hofter og ned over hendes bagdel, for at rette på kjolen nu hun havde siddet ned, hvilket gjorde at man kunne se hendes bagdel som lille men fast. Hænderne blev igen samlet foran sig som hun elegant bevægede sig over mod reolen. ”Jeg vil elske at kunne få lov at læse i dine bøger” sagde hun og vendte sig kort mod ham så kjolen løftede sig kort i hendes bevægelse og vidste noget mere af hendes lår før hun atter vendte sig mod reolen og lod en finger blidt ligge sig på kanten af en hylde imens hun studerede bogtitlerne, inde hun lod fingeren glide ned på hylden under og igen længere ned og længere ned.

Som altid havde Monica for vane ikke at gå i knæ, når hun skulle have noget på en hylde der var lavere end hende selv men i stedet stillede hun sig en anelse sidelæns og bukkede sig forover, hvilket gjorde der var noget mere frit udsyn, men hun havde stille sig til den side hvor Matthew ikke havde stået. ”Denne bog er speciel, vidste du godt at der kun findes originalen og 2 andre kopier af bogen? Samt at orginalen kan kendes på at forfatteren, har lavet to stjerne på henholdes vis side 45 og 90, med fjerpen?” kom det fra hende som hun forsigtigt tog bogen ud af hylden. ”Jeg har aldrig set originalen, Er din originalen?” Spurgte hun og så ikke på ham men rettede sig op som hun studerede bogen, men skulle tro hun stod med en diamant i hånden der ville gå i stykker hvis man holde den forkert, Monica behandlede bøger som var de diamanter.

Havde Monica kunne læse tanker, havde hun flygtet med det samme og derved aldrig vendt tilbage igen og sikkert også renset sig selv flere gange i træk. Hun mærkede hans hånd på hendes skulder, lige som hånden han havde lagt på hendes lår, denne virkede bare meget mere insisterende på at nærvær, hun vidste ikke helt om hun skulle lade ham? Eller om hun skulle rykke sig? Dog lod hun for nu hånden være der, hånden gjorde alligevel ikke noget på hendes skulder. ”Wauw, virkelig? Den burde ikke så i hylden så, men derimod blive passet endnu mere på” sagde hun, inden hun bukkede sig ned for at sætte bogen på plads igen, på denne måde ville hans hånd forsvinde fra hendes skulder.

Hun rettede sig op igen mod kroppen vendt mod reolen og rykkede sig længere til siden, så hendes krop stod helt tæt på Matthews men med siden til. ”Jo vidst er min mor præstinde for Adonum, jeg praktiserer det 3 sind lige som min mor. Hvad med dem Lord Darklighter, undskyld jeg mener Matthew, sagde hun og vendte siden til ham, så hun svagt hvilede skulderen mod en ’skille plade’ i reolen og ikke direkte op ad bøgerne, hendes blik blev vendt mod hans. Hun stod farligt tæt på ham, hvis hun selv skulle sige det. Men han gjorde hende næppe noget, han var en fin herre og han ville da aldrig udsætte sin ansatte for noget. ”Jeg tænkte på kursuset? Kan du give en lille forsmag på det? Egentligt mere sådan jeg kan øve mig der hjemme og måske læse mere op på nogle enkelte ting? Jeg skal vidst også passe lidt på tiden, min mor venter jo udenfor og hvis jeg ikke selv skal tage hjem, er hun jo nødt til at vente på mig” kom det fra hende og så op på ham i hans øjne.